Oplæg til Vartovsamtaler om folkeoplysning,  fredag d. 3. maj 2013

Lad mig starte med en indrømmelse: Fortælletimer er den ubetinget største udfordring i mit lærerjob. Det er for mig en virkelig vanskelig disciplin. Men indimellem har man lov at være heldig og det var jeg, da jeg for noget tid siden (for tredje dag i træk) fortalte om den frie vilje. Blot få minutter inde i min opsummering af de foregående dages mange pointer, gled øjenlågene langsomt ned på en af drengene.

Jeg lagde min hånd på hans skulder og spurgte ham direkte: “Hvorfor sover du?” Hvortil han (helt forventeligt) svarede: “Jeg er træt”. Jeg spurgte ham derpå, om han mente, at han ville kunne holde sig vågen, hvis jeg forinden havde lovet ham 1 million kroner for indsatsen? Det mente han naturligvis, hvorpå jeg kunne konstatere, at det altså ikke var fordi, han var træt, at han faldt i søvn. En slutning, der afstedkom en vis måben blandt de tilhørende, heriblandt eleven selv. Jeg bad nu alle eleverne om at drøfte med deres sidemand, hvad grunden så kunne være? Der var ikke ligefrem en skov af hænder, da jeg 2 minutter efter spurgte, om nogen havde fundet en grund, der vel at mærke ikke kunne tilbagevises af tilbuddet om den runde million.

Min redning blev en ellers ret tilbageholdende dreng, der med nogen tøven rakte hånden i vejret og svarede “Det er fordi man vælger det!” Ikke 29  pointespækkede fortælletimer mere kunne have givet samme erkendelse om den frie vilje, som flokken nu pludselig blev oplyst af. Jeg fortsatte min planlagte fortælling uden yderligere kommentarer.

Denne historie er et godt eksempel på det vanskelige ved at beskrive efterskolens dannelsesprojekt i undervisningsplaner. Livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse er vores hovedsigte. Men det er samtidig en dannelse, der ikke synes at kunne påfyldes målrettet i litervis. Dannelse opstår mest effektivt – om overhovedet kun – imens man er i gang med noget andet. Og kan man skrive i årsplanen, at man har i sinde at holde så kedelige fortælletimer, at eleverne falder i søvn?

I denne sammenhæng gælder det om ikke at misforstå ordet oplysning. I gængs og nutidig sprogbrug er en oplysning noget man får af en anden – brug den eller lad være. Oplysning, som vi møder det i livsoplysning og folkelig oplysning er derimod noget, man undergår i samspillet med den anden, og som er forandrende – en (om- eller videre)dannelse.

I undervisningssammenhæng opstår den, når det, der foregår bliver mærkeligt – når ung og gerne også voksen – mærker forundring, frigørelse, frustration osv. Mærker bliver – i modsætning til lærerens skinbarlige pointer – til erfaringer, man kan tage med sig videre. Lærerens evne til at skabe mærkelige rammer bliver således central. Det samme gør evnen til at skabe refleksion over det oplevede, fordi det bidrager til erfaringens generaliserbarhed – giver den større overførselsværdi.

Det giver næsten sig selv, at efterskolens styrke er kombinationen af undervisning og samvær i et 24/7-miljø – der er meget at spille sammen om – der er meget, der kan mærkes! På godt og ondt. Og også i de rum, hvor de voksne ikke er til stede.

Samspillet understreges fint i det for efterskolen så centrale udtryk “elevhold”. “Hvad vil det sige, at være et hold?” er det underliggende spørgsmål, der stilles – og stiller sig – på mangfoldige måder gennem et efterskoleophold. Mere eller mindre implicit – gennem ord, men  særligt gennem erfaringer. Omkring dette spørgsmål centreres og udspringer den folkelige oplysning.

Det stilles, når der skal laves musical eller gymnastikopvisning. Men det stilles også, når der skal gøres rent eller synges fredagssang. Det stilles, når elever har overtrådt reglerne – og måske er i fare for at blive sendt hjem. Det stilles, når nogen rejser. Det stilles, når nogen skiller sig ud eller når forskelligheder kommer på tværs. Det stilles, når man skal samarbejde om en projektopgave. Det stilles, når der er konflikter i bogruppen. Ja også, når der er lockout. Det stiller sig på mangfoldige måder – alt efter skolens hverdag og aktiviteter.

Med henvisning til det nærmest klichefyldte udtryk “i-tale-sættelse” – vil jeg formulere det sådan, at spørgsmålet “Hvad er et hold” – i udganspunktet stilles som følge af en “i-praksis-sættelse”. – og det stilles forskelligt og med forskellig styrke, alt efter hvordan i-praksis-sættelsen foregår. For imens det kan lade sig gøre ikke at i-tale-sætte store dele af et efterskoleophold, vil der altid forekomme en eller anden form for “i-praksis-sættelse” – spørgsmålet er bare, hvor bevidst den er. Nogle “i-praksis-sættelser” har større potentiale for konstruktiv dannelse end andre. Men for alle i-praksis-sættelser gælder det, at de taler et meget tydeligere sprog end alverdens i-tale-sættelser. Selvom disse sidste naturligvis ikke er helt uden betydning.

Det forklarer lige præcis også hvorfor, et efterskolehold skal være mangfoldigt. Vi kan tale om og undervise i meget, – og det skal vi også gøre –  men det virkeligt virksomme har det mærkbare som fundament. Det understreger vigtigheden af, at vi rammesætter og tilrettelægger både undervisning og samvær, så særlige erfaringer muliggøres. Mange erfaringsmuligheder opstår fx, når elevholdet er bredt sammensat – når det afspejler forskellige dele af befolkningen. Og endnu flere, når holdet også får besøg fra den store verden.

Men netop elevsammensætningen er den måske største udfordring for vores skoleform. I min bevidsthed har efterskolen længe været en af de sidste “reservater”, hvor unge fra vidt forskellige steder, økonomiske klasser, kulturer, etniciteter og opvækstvilkår har kunnet mødes – i et samfund, hvor de fleste af os ellers gør meget for at færdes i sammenhænge, hvor de andre ligner os selv. Et for dannelsen helt afgørende møde med den “anden” – og et møde, der i min optik er helt centralt for den folkelige oplysning.

Derfor er det meget bekymrende at opleve, hvordan der er tendenser til polarisering blandt efterskolerne – og “reservatet” nu i manges munde er for de velstilledes børn, – omend vi ved, at nogle skoler tager “udfordringerne”. Det håber jeg skoleformen er ved at indse, og vil være fælles om at forhindre. Men det er vanskeligt, fordi tendensen findes i hele samfundet – og de unge og deres forældre jo heldigvis har et frit skolevalg! Og det skal de blive ved med at have.

Jeg får dog lyst til at stille jer spørgsmålet: ville folkeoplysning overhovedet være muligt, hvis vi levede i et samfund, hvor vi ikke til dagligt – i skolen, på arbejde, i fritiden og hvor vi bor – mødte folk, der var forskellige fra os selv? Jeg gad nok vide om mangfoldighed i hverdagen i det hele taget er en mulighedsbetingelse for folkelighed?

Et vellykket efterskoleophold kommer altså på klods hold af dets mange forskellige mennesker og giver mærker og erfaringer, som bidrager til at svare på de væsentlige spørgsmål: Hvad kan et hold holde til?  Hvad kan et hold føre det til? Hvordan holder holdet sammen? Og holder holdet af og ved hinanden?

Spørgsmål, som det som nævnt er skolernes opgave at bringe i spil på en måde, så de bliver til brugbare erfaringer. Erfaringer, der danner grobund for senere at kunne være med til at stille det for folkeoplysningen og demokratiet så vigtige spørgsmål: Hvad er et folk? Hvad er det fælles bedste?

Lige som et folk er andet og mere end blot en befolkningen, er et elevhold andet og mere end blot en beholdning af elever i sengene. Derfor er eleverne også altid meget interesserede i at vide, om de er et godt elevhold – og ikke blot om de som enkeltpersoner er gode elever. Kun en idiot ville ikke svare ja til dette spørgsmål. På alle elevhold findes der gode elever og i kraft af dette er alle elevhold er gode på hver deres måde, men nogle er væsentlig bedre til i samspil med de voksne at realisere det fælles bedste. Det samme gælder vel sagtens et folk – hvor vi, for at demokratiet får den nødvendige dybde, i samspil med vores politikere skal kunne realisere en høj grad af fælles bedste.

Udtrykket elevhold understreger et andet forhold af betydning – og endnu en aktuel udfordring for vores skoleform. At efterskolen, i hvert fald så længe hovedsigtet blandt andet er folkelig oplysning, ikke er eller må blive en butik, hvor man køber en vare.

Man kan retmæssigt tale om en kundegruppe – men ingen har nogensinde hørt om et kundehold! Hvorfor mon?

Skolen er ikke en vare – det er et lærende og et forpligtende fællesskab. Netop derfor giver det mening, at tale om et “elevhold”. Og det skal vi holde fast i. Selvom vi, når vi siger det godt ved, at en efterskole også er en virksomhed, der i kraft af den nødvendige forældrebetaling drives på noget der ligner markedsvilkår.

Så når far ringer og med reference til den høje ugepris kræver, at datter får en ny værelseskammerat, er det ikke kunden, der har ret! Den folkelige oplysning består her ikke i undervisningens indhold – selvom denne naturligvis meget gerne må understøtte og perspektivere – men i de mange dagligdags beslutninger med “elevholdes” fælles bedste for øje. Beslutninger vi i øvrigt med fordel kan delagtiggøre de unge i.

Jeg vil vove at påstå, at det lige netop er entrebilletten til denne  “markedsfrie” arena, vi som forældre i sidste ende er villige til at betale efterhånden helt uhyrlige summer for.

Den holder nok ikke hele vejen, men med de udfordringer folkeskolen står overfor kan man videre filosofere over det faktum, at den netop ikke har nogen tilsvarende “hold”-betegnelse for sine elever. Er der tale om en ren elevbeholdning? Og hvilken betydning har det for den måde elever, forældre, ansatte og måske endda politikere indimellem opfatter deres eget engagement i foretagendet?

Det var bare et sidespor. Og en ide til folkeskolen om at overveje sin pendant til “elevholdet”.

En anden måde at komme på sporet af den folkelige oplysning  – er at spørge sig selv, hvad der ville mangle i efterskolen, hvis vores hovedsigte kun bød os at lave livsoplysning og demokratisk dannelse?

Vi arbejder rigtig meget med elevernes personlige, faglige og sociale udvikling. Jeg bliver ofte spurgt, om al den fokus på den enkelte ikke er med til at bekræfte en individualistisk kultur, hvor centrum er mig, mig og mig. Men netop fordi spørgsmålet om den enkelte aldrig stilles uden at spørgsmålet om “holdet” samtidig er til stede, er der ikke tale om et rent individualistisk selvudviklingsprojekt, men om justering og udvikling af mit syn på mig selv og mine muligheder i rammen af det forpligtende fællesskab.

Dele af den demokratiske dannelse foregår typisk gennem et elevråd.  På min skole arbejder elevrådet blandt andet med reglerne for computerbrug og de har mulighed for at drøfte og påvirke skolens retningslinjer. Repræsentanterne i rådet er “demokratisk” valgt i deres bogrupper, og således kunne vi lade det være op til rådet at indstille reglerne ud fra deres kammeraters opbakning. Ikke desto stikker arbejdet dybere end de proceduremæssige aspekter af elevrådet, når drøftelserne nærmer sig spørgsmål af større betydning for elevholdet.

Groft sagt er det ikke nødvendigvis flertallets holdning til om man fx må spille computer, der bliver udslagsgivende for skolens beslutninger, men til gengæld det forslag, der har forholdt sig mest helhedsmæssigt og reflekteret til regelgivningens konsekvenser for de forskellige typer elever – og for elevholdet som sådan. Herunder hvad meningen med det fælles efterskoleophold er.

At dette forslag efterfølgende ofte formår at overbevise flertallet er en anden sag, der dog kan tjene som en selvstændig pointe.

At inddrage “elevholdsperspektivet” giver altså tilsvarende den demokratiske dannelse fylde, fordi det insisterer på, at der findes et fælles bedste hævet over elever og elevgruppers særinteresser – og at det giver mening at arbejde sig frem i forhold til en sådan forestilling, omend det kræver noget mere samtale og tid end en afstemning.

Som praktiserende pædag-logiker –  hvor pædalogik er at tage elevernes sans for selvstændigt ræsonnement alvorligt og respekterer  dem som mennesker, der grundlæggende mestrer “logos” – ordet, samtalen, fornuften –  vil jeg gerne benytte lejligheden til at advare mod en faldgrube, som uagtet dens velmenthed, fører lige lukt ud i formynderriet. (Og her må politikere godt lytte med).

Når det kommer til regelgivning, er det nemlig nærliggende at forfalde til den gammelkendte formulering “Det er for dit eget bedste”, når man appellerer til elevens (eller for den skyld borgerens) fornuft. Forestil jer den med pegefinger og et “du kan jo nok se, at….”.

Sprogligt er det kun en lille glidning. Men der er alverden og en hel del folkelig oplysning til forskel på at sige: “det er for dit eget bedste” og på at sige “det er for det fælles bedste”. Det er simpelthen to vidt forskellige niveauer i et menneske man bringer i tale. Mennesket, der ser sig selv som meningsfuld del af et hold, versus det menneske, som blot ser sig selv som et individ i en beholdning.

De fleste elever er helt villige på at give afkald på egne interesser eller privilegier, hvis de kan få øje på, at det tjener helheden og det fælles bedste. Men man skal altid give den enkelte frirum til at reflektere og selv gøre sin stilling i forhold til det fælles op.

Folkelig oplysning skal således aldrig være  “for dit eget bedste”. Det er altid og per definition “for det fælles bedste”. At det så kan vise sig, også at være godt for den enkelte, er potentielt en konklusion, det må overlades til ham eller hende selv at drage.

Nå men – pointen var, at den folkelige oplysning gennem arbejdet med “elevholdet” og ideen om et fælles bedste for dette hold – skaber en fin tråd og dybere sammenhæng fra livsoplysningen til den demokratiske dannelse – eller måske den anden vej, alt efter filosofisk præference.

Og så er jeg ved at være til vejs ende:

På spørgsmålet om, hvordan folkeoplysningen kan ses i efterskolen er det mit svar, at det kan den gennem spørgsmålet: Hvad er et elevhold?  Efterskolens opgave er, gennem holdets ophold at skabe en i-praksis-sættelse, der giver rum for erfaringer og for italesættelsen af erfaringer, der knytter sig til netop dette spørgsmål.

Den store udfordring for os voksne er dog ikke altid på forhånd at ville levere de vise ord og kloge fortællinger, men derimod at stille de rigtige spørgsmål og lade eleverne svare. Så det også er dem, der sætter ord og perspektiver på deres erfaringer. Dannelsen begynder for alvor, når refleksionen starter. Jvf. fortælletimen om den frie vilje.

Den enkelte må indbydes og indgydes et refleksionsrum, i hvilket han eller hun har plads til at udfordre sit syn på sig selv og sin egen rolle i det fælles.

Når dette lykkes, vil den megen viden om samfundsforhold, politik, sociologi og så videre, vi gennem undervisningen på efterskolerne bør påtage os at formidle til eleverne – og som ikke lige har fyldt dette indlæg – blive vedkommende. Og  finde kroge i de unges udviklingsramte hjerner at hægte sig fast på. Når dette lykkes, kan også klassiske discipliner som sang og fortælling pludselig bidrage umådeligt virkningsfuldt, fordi de sætter endnu andre ord og perspektiver på de erfaringer de unge selv har mærket gennem opholdet og som en del af holdet.

Jeg vil slutte med første vers af den sang, Jesper Kallesøe, har skrevet i anledning af min egen efterskoles 50-års jubilæum – og som meget fint runder min tankerække om den folkelige oplysning af:

Der er noget vi skal mærke

Livet på vor egen krop

Løbe til og blive stærke

Springe og til sidst nå op

Når jeg tror, jeg kan det hele

ser jeg pludselig jeg må dele

det vi kan og slutte trop