At være lærer er ikke blot en funktion, men derimod en særlig måde at være til stede som menneske blandt andre. Jeg er af den overbevisning, at denne tilstedeværelse er mest virksom, når den er kendetegnet af ligeværdighed. Ligeværdighed betyder ikke, at læreren ikke i mange henseender kan vide mere end eleven. Det betyder heller ikke, at læreren ikke må sætte rammerne for undervisningen. Men det indebærer til gengæld respekten for det andet menneskes liv og egenart. Det fordrer evnen til indføling og lydhørhed. Og erkendelsen af, at ejerskabet til undervisningens processer må og skal befinde sig hos dem, der skal deltage. Nøjagtig ligeså er det at være leder. Hvis vi glemmer det, bliver flere lærere syge.