Jubilæumstale til Vostrup Efterskole 15. august 2015
TalerUddannelsespolitisk
0 Comment

Så rejse vi (tilbage) til vort ungdomsland
Der ligger ej dag i dvale
Der stander en borg så prud og grand
Med gammen i gyldne sale
Så frydelig der til evig tid
Med venner i lys vi tale

Kære Vostrup Efterskole.
Tillykke med de 25 år.
Og tillykke med alt det, du har skabt.

Med dine flotte fysiske rammer, men især med alt det, du har givet til de mange unge, der er blevet huset i de gyldne sale og fået del i den virkelyst og det det særlige lys, der brænder her på stedet.

Må det fortsætte sådan til evig tid.

Hvis man ikke helt ved, hvad man skal, kan man altid starte med en sang. Blandt andet det, har du, Vostrup Efterskole, lært mig. Vi sang karskenbælg og af hjertets lyst. Morgen, middag og aften. Nye og gamle sange iblandt. En rejse i højskolesangbogens mange genrer, ord, rytmer og temaer. Og indimellem var det sikkert netop fordi, de voksne ikke helt vidste, hvad de ellers skulle – sådan er det, når man som helt ny skole møder sit første elevhold.

Da vi mødtes til 20 års jubilæum sang vi naturligvis – og erfarede til vores store fryd, at melodier, fraseringer, udtaler og meget mere stadig sad lige i skabet og stadig helt synkront. Det var ganske enkelt helt fantastisk.

At vågne

Og hvis man ikke ved, hvilken sang man skal starte med, kan man altid begynde med nummer et. På Erik Sommers melodi, som Lise lærte os, tilsat den der lidt lækre el-klaverlyd og et overbevisende smil ud af hvilket der tilmed tonede en sjældent smuk stemme – på netop den melodi er der plads til, at man med munden fuld af ord og toner kan vågne blidt, komme til sig selv og blive klar til at møde dagen.

Jeg håber, I kan se det for jer. For ud af det billede af en pejsestue, en foredragssal med vågnende mennesker i fælles sang springer denne jubilæumstales absolut betydeligste budskab.

Det budskab vender jeg tilbage til. For først skal vi tale lidt om menneskerne i den der foredragssal.

Et elevhold

For hvem er de?
De er en flok.
Et hold.
Et elevhold og deres voksne.

Hver i sær kunne de være hvem som helst eller alle og enhver, men tilsammen er de lige nøjagtigt og hverken mere eller mindre end et elevhold.

På Vostrup Efterskole. Det kunne være det første, nummer 14 eller måske det seneste.  De er alle mellem 14 og 18  år gamle. De kommer fra forskellige steder i Danmark. Enkelte måske også  fra udlandet. Langt de fleste har formentlig en interesse for enten musik eller teater. Men ellers er den eneste fællesnævner, at de går på den samme efterskole, det samme år.

Og det er netop denne nævner der tæller – og gør det så voldsomt, at vi siger, at et efterskoleår svarer til  syv menneskeår.

Og ja, det er da på sin vis fordi, der arbejdes med den enkelte elevs personlige, faglige og sociale udvikling. Men når det virker bedre end arbejdsformidlingens selvudviklingskursus, er det fordi, spørgsmålet om den enkelte ganske enkelt aldrig stilles uden at spørgsmålet om “holdet” samtidig er til stede. Det handler om den enkelte, men min udvikling og mine muligheder ses i rammen af dette meget konkrete, anskuelige – indimellem voldsomt påtrængende, forpligtende fællesskab, som et efterskoleelevhold er.

Og for de voksne i foredragssalen med de vågnende mennesker, som vi nu også kan kalde et elevhold, er opgaven at bære samtalen og opmærksomheden hen på denne ramme og hjælpe den enkelte til at se sig selv deri.

Det fælles bedste

Og hvordan gør man så det? Jeg er sikker på, at alle de tilstedeværende, der har gået på efterskole ved det. Det er nemlig ganske enkelt. Og når man har oplevet det et par gange – gerne i nogle skelsættende situationer, hvor noget ikke helt har været, som det skulle, nogen har gjort noget forbudt eller sådan – glemmer man det aldrig.

Læreren i pejsestuen rejser sig op. Forstanderen kommer ind. Den eller de skyldige kigger ned. Der går et sus igennem forsamlingen. Der bliver talt, spurgt, forklaret. Og så er det appellen kommmer. 
Sprogligt er der kun en lille glidning.Men der er alverden  til forskel på den retning, den tager.
“Det er for dit eget bedste”. Nej. Den udebliver. Sådan bliver der ikke sagt i foredragssalen. I foredragssalen appelleres der til “det fælles bedste”.
Det er simpelthen to vidt forskellige niveauer i et menneske man bringer i tale. Mennesket, der ser sig selv som meningsfuld del af et hold, versus det menneske, som blot ser sig selv som et individ i en tilfældig beholdning.
Eleven der ser sig selv som en uundværlig del af det fællesskab – og forældrene, der tror, de er kunder i en udvalgt butik. Kunne jeg tilføje.

De fleste teenagere er helt villige på at give afkald på egne interesser eller privilegier, hvis de kan få øje på meningen, helheden –  det fælles bedste.

Det at være sammen om at skabe noget – fx en fælles forestilling i en kold maskinhal bidrager – støtter op –  tydeliggør i øvrigt denne erkendelse, som er  konstituerende for den dannelse et efterskoleophold bidrager med.

Myndige mennesker

Desværre forfalder vi ofte at nøjes med at se og appelere til vores eget bedste. Og når samfundet samtidig gerne vil kravle helt ind i hovederne på eleverne og have kontrol over, præcis hvad de lærer – og ikke blot, hvad de som minimum skal undervises i, så indskrænkes vores syn på mennesket alvorligt. Det er umyndiggørende og  det skal efterskolen bekæmpe med næb og klør. Vi må insistere på, at der her bliver mennesker til  – og at det indebærer en myndiggørelse.

For sig mig engang:

Tror vi virkelig, at børn og unge er så dumme, at det er de voksne, der alene ved bedst, hvad der er godt at lære, hvad der er relevant og hvilke stier det er  værd at betræde? Tør vi virkelig ikke turde tro på, at de vågnende mennesker selv er i stand til at finde og hente læring og erfaring, ud fra det rum, som den voksne i foredragssalen til gengæld har gjort sig umage med at skabe rammerne for? Tror vi ikke, at eleverne kan falde over og finde nye veje og vinkler, der er anderledes og måske også bedre end vores?

Ydmyghed. Nøgleordet er ydmyghed.

Noget af det jeg husker Vostrup Efterskole for, er det ligeværdige forhold mellem os elever og de voksne. Der hvor vi så mange gange mødes i ligeværdig samtale om tilværelsen. For i spørgsmålet om, hvordan man skal leve sit liv er vi sjovt nok lige stillet.

Vi mødte voksne, der gerne ville bringe sig selv og deres livshistorier i spil. Voksne der tog vores  erfaringer og synspunkter alvorligt. Voksne, der insisterede på at møde os som myndige mennesker. Som ufortrødent blev ved med det – også selvom vi indimellem opførte os som små børn. Det var voksne, der på forskellig vis gjorde indtryk og blev en inspiration – som mennesker – og for mig også senere som lærer og forstander.

Et meget sigende billede på ligeværdigheden var vores mange fælles lege i fritiden. Vi havde utrolig mange sjove og improviserede teatersportsagtogelege kørende på gangene – og de voksne deltog ofte helt på lige fod med os andre. Teatersportens regler galt her for alle – og får man en velplaceret “invitation” er man, som bekendt, fanget og må ikke sige nej!

Og hver gang jeg tænker på efterskolens ligeværdige forhold mellem elev og ansat, spiller der en lille film for mit indre, der er kulminationen på netop sådan en situation: Forstanderen, der i sin højhed går slæbende, fem skridt bag mig  på vej til en koncert – bærende (ydmygt – måske alligevel let grinende) på min saxofonkasse! Kan I se det for jer?

 Forvirringstiden

Vi skal tilbage til billedet af de vågnende mennesker i pejsestuen. Og talens absolut betydeligste budskab. Jeg håber, det snart står lysende klart. Men også at det står endnu mere lysende klart, at her er noget at kæmpe for.

Jeg har nærmet mig de lidt mørkere skyer og nutidens trang til kontrol. Det er tid til at skærpe retorikken – og jeg synes, skolen her er af et sådant format, at den fortjener at  få en jubilæumstale, der også placere dens historie og tradition i en nutidig, uddannelsespolitisk sammenhæng. Det forekommer jer måske ikke helt nærliggende – men vi starter med en sang:

“Og vor angst for undergangen, vil spolere morgensangen.”

Sådan digter Jens Rosendahl i sangen “Sat her i forvirringstiden”.

(Den er i øvigt først kommet i Højskolesangbogen i seneste udgave, og derfor var den ikke en del af en sangskat vi forlod skolen med. Jeg føler mig dog ret sikker på, at den må være en del af repertoiret for det nuværende elevhold. Hjemme hos mig er den i hvert fald.)

Forvrirringstiden er en stærk karakteristik. Forvirrede bliver vi, når vi ikke kan mærke vores fundament. Den situation synes desværre at være gældende for hovedstrømningen i skole-  og uddannelsespolitiken. Og derfor er den økonomiske tænkning blevet styrende og den er spundet ind i en edderkoppeagtig fortælling om global konkurrence, der kalder på nødvendighedens politik – der nu også er blevet til nødvendighedens pædagogik. Uden 02 i dansk og matematik er undergangen bekymrende nær!

Og midt i den angst for undergangen – for at blive overhalet og fortrængt af flittige kinesere er det, at vi spolerer morgensangen. Så godt og grundigt endda. For vi må jo hellere komme i gang med at lære noget. Og helst noget, der efterfølgende kan måles i en national test og komme med i en rapport hos OECD, så vi kan trøste os med en god placerning på en rangliste. For i en konkurrence er det jo det, det gælder om. At få en god placering på ranglisten. Ellers er alt spildt.

Og dermed fortoner billedet af de vågnende mennesker i foredragssalen sig. Kan I mærke, at de forsvinder?

Skolen for livet

De fleste morgensange hylder ikke blot dagens komme. Hos Grundtvig er symbolikken nærmest tyk: Mørket og natten er døden. Lyset og dagen er livet. Morgensangene handler på symbolsk vis om selve livet.

Sådan er det også i vores foredragssal med de vågnende mennesker. Når de vækkes til live er det ikkun dagen, men selve livet, de i fællesskabet bliver klar til at gribe. Og det er ikke bare morgensangen, men hele efterskolelivet, der bidrager.

Vi har i Danmark en over 150 år gammel tradition, som også den i den sammenhæng unge Vostrup Efterskole, hviler på – for at lave skole for livet. Og ikke kun for videre uddannelse og arbejdsmarked. Den tradition er under et voldsomt pres.

 Målstyret læring

I dag er vi nemlig og nødvendigvis, forstås det, optagede af målstyret læring. Tankegangen er,at Danmarks voksne (her tænkes der særligt på undervisningsministeriets folk og så naturligvis deres forlængede arme: lærerne) er udstyret med lærdom, der effektivt skal fyldes over i eleverne. Derfor er man gået fra at tænke mere bredt betragtet over, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, til hvad eleverne nærmere bestemt skal lære. Det kan jo lyde ganske fornuftigt. For selvfølgelig skal eleverne lære noget. Det ligger jo nærmest i selve begrebet skole, gør det ikke?

Det nye er, at vi helt præcist vil vide på forhånd, hvad det er, eleverne skal lære. Vi sætter mål og disse styrer så elevens læring. Det har så også den klare fordel, at vi bedre kan måle efterfølgende, om det nu også har været en succes.

Vi er med andre ord rykket helt ind i hovederne på eleverne, hvor vi med undervisningsministeriets hjælp og læreplaner sørger for, at den rigtige læring nu også finder sted og finder ordentligt på plads. Der er noget ved tanken der taler til os. Noget smukt og simpelt i forestillingen om, at skole kan være så enkelt som at styre efter de rigtige mål og anvende sikre metoder til at opnå dem. Ahh… Så er vi på rette vej.

Jeg åbner lige en parentes – for jeg bliver nødt til, i den forbindelse at nævne, at et hvert forsøg på formidling af værdier i et målstyret læringsregime ville blive totalitært. Derfor tømmes vores uddannelsessystem også helt for værdier for tiden. Tilbage står unge mennesker uden nogen form for spejl. Og så hjælper det lige fedt at kunne finde sig selv i toppen af en rangliste.

Serendipitet

Vi er nu nået til det kritiske tidspunkt i talen, hvor jeg gerne vil have lov at introducere en særdeles forstyrrende men også overordentlig forrygende gæst. Kald ham bare Hans. Han har en død krage i en træsko samt masser af mudder på  lommen. Og det er ikke noget, han har lært i skolen og alligevel er det ham, der får prinsessen i sidste ende.

Jeg tror – nej faktisk ved jeg  – at de mange teaterforestillinger og andre kreative frembringelser her på stedet har lært en hel hoben af unge – inklusive mig selv – at de gode ideer ikke opstår på kommando – men tvært imod udspringer af de særeste sammenhænge og situationer. Indimellem skal man forbi femten virkelig dårlige ideer, et par fejltagelser og gerne også en sand katastrofe, før den rigtige pludselig opstår. Det giver i dette tilfælde ikke mening at overveje, om man ikke kunne have sparet sig omvejen og have sprunget direkte til den gode ide. Når man altså først har fået den.

Der findes et rigtig godt ord for det. Det er lige så svært at udtale, som det er nemt at forstå, hvad det er: SERENDIPITET.

Serendipitet er at finde noget godt eller noget nyttigt uden målrettet at søge efter det, eller mens man leder efter noget andet. Serendipitet er tilfældigt at gøre heldige fund. Kunsten at finde det u-søgte.  At lede efter nålen i en høstak og komme ud af den med landmandens datter.

Mange vigtige opdagelser og opfindelser er frugten af en sådan tilfældighed: Amerika, penicillin, røntgenstråler og Post-It’s blot for at nævne nogen. Og særligt det sidste er vi nogen, der baserer det meste af vores arbejdsliv på.

Jeg håber, I kan mærke ordets virkning. Det sætter  gang i tankerne. Det vender på et øjeblik op og ned på vores vaneforestillinger. Det ligesom skaber en sprække, der inviterer undringen og forundringen ind. Og så fortæller det noget om, hvad det er, efterskolen kan og hvordan den skal gøre det.

Begrebet om serendipitet betvivler nemlig antagelsen om, at det bedste og mest effektive altid skabes gennem målrettede processer. I ordets kølvand må vi i det hele taget overveje, hvorvidt der findes væsentlige ting, som ligefrem undslår sig opdagelse ved målrettet søgning?

Mulighedsrum

Vi drøfter en del for tiden, hvad dannelse er og hvordan den opstår. Gad vide om ideen med den form for samtale er at finde ud af, hvad ingredienserne er og hvordan de koges sammen til en maggi-terining, der ved hjælp af målstyret læring kan ekspederes ind i eleven sammen med noget matematik og noget dansk? Kvadratish. praktisch. Gut.

Med serendipiteten som mudder i lommen, vil jeg gerne på Klods Hansk maner udsige følgende, der nok kan ryste såvel skriverkarle som regnedrenge:  Dannelse er noget der best opstår – ja om noget overhovedet opstår, mens vi er i gang med noget andet.  Dannelse er noget, der opstår, mens vi er i gang med noget andet.
Derfor er det også efterskolens fremmeste opgave, som dannelsesinstitution, at bevare skolen som rum for mulige erfaringer. Efterskolen skal være et mulighedernes rum. Ikke et nødvendighedens rum. (Og derfor kan man også godt få et godt liv, selvom man ikke har gået på efterskole).
Hvis jeg skal nævne de mest lærerrige og skelsættende situationer fra mit efterskoleophold her, vil jeg vædde på at under en trediedel rent faktisk var resultatet af noget fra de voksne egentlig tilsigtet. I kan selv lave samme øvelse.
Jeg nævner i flæng: En gedefamilie, der gik rundt i vindueskarmene og gerne kom på værelsesbesøg, hvorved en del inventar blev spist. Sidste øjebliks forberedelser til en teaterforestilling midt om natten. Et par hjemsendelser. En lærer med glasøje. Janus forældre, der pludselig kom hjem fra et længere ophold … det var vist ikke på Barbedos, men solbrændte var de, da de lå der og sov i trappeskakten om morgenen. En overordentlig ung mandlig lærer, pigerne skrev temmelig passioneret om i toiletbogen. 
Og dertil kommer en række andre oplevelser og forhold – fx kammerater med personlige problemer, som det ville være ufint at komme alt for detaljeret ind på her. Ja listen er lang. 
Til gengæld var de voksne heller ikke mere travlt optagede af målstyrede processer, end at de gerne greb chancen i øjeblikkene og hjalp os til at gøre dem til betydningsfulde og brugbare erfaringer. Ved at tale med os som myndige mennesker og appelere til vores forståelse af det fælles bedste.
Efteskolens hovedsigte er at skabe livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Og det er ikke noget, man giver til nogen eller noget, man kan få af nogen – det er deriomd noget der opstår i samspillet med andre.
Dannelse opstår og foregår, når ung og gerne også voksen – mærker forundring, frigørelse, frustration osv. De mærker, det giver, bliver – i modsætning til lærerens skinbarlige pointer – til erfaringer, man kan tage med sig videre. Lærerens evne til at skabe mærkelige – mærkbare –  rammer bliver således central. Det samme gør evnen til at skabe refleksion over det oplevede, fordi det bidrager til erfaringens generaliserbarhed – giver den større overførselsværdi.

Det giver næsten sig selv, at efterskolens styrke er kombinationen af undervisning og samvær i et 24/7-miljø – der er meget at spille sammen om – der er meget, der kan mærkes! På godt og ondt. Og også i de rum, hvor de voksne ikke er til stede.

Det har du, Vostrup Efterskole, forstået og formået at værne om.
 

Afslutning

Så kære, kære Vostrup Efterskole. Endnu engang:

hjertelig tillykke med jubilæet. Der er mere end nogensinde brug for dig.
Som en skole for livet. Og ikke kun for arbejdsmarked og videre uddannelse.
En skole med teater og musik som fællesskabsskabende virksomhed.
Et sted, hvor man kan møde voksne, der står for noget og står fast ved noget – i samværet med hvem, man kan spejle sig selv og samle erfaringer, der giver mod på livet – lysten til at gribe lyset og dagen.
Et sted, hvor man taler til og frem for alt med myndige mennesker og appelerer til det fælles bedste. Et sted, hvor det er vigtigt at være et hold.
Et rum med mulighed for at samle fodtøj, roadkills og masser af mudder.
(Og komme hjem med prinsessen eller landmandens datter).

En skole, der på trods af undergangen, bliver med morgensangen. Rejser sig og synger med, nu og i al evighed.