Med ord og vendinger som “produkt”, “vare, der skal sælges”, “kunder i butikken”… osv. har vi skabt et verden, hvor skoler er butikker, der tjenstvilligt og  professionelt sælger varen uddannelse til interesserede kunder, der opfører sig som supershoppere i et storcenter.

Misforstå mig ikke. En skole kan naturligvis fra en særlig vinkel betragtes som en forretning – for der er jo økonomi involveret, elevgrundlaget skal sikres via offentligt kendskab (markedsføring/PR) og skidtet skal jo løbe rundt! Men det er blot en vinkel. For en skole er det primære formål nemlig ikke  at løbe rundt eller måske endda lave overskud – som det gælder for den lokale iskiosk. Det primære formål er at danne og uddanne mennesker – og i den sammenhæng er en ganske anden vinkel påkrævet.

I denne vinkel er skolen et fællesskab. For lærings- og dannelsesprocesser foregår i fællesskaber – men kammerater og voksne. Og sådan et fællesskab er ikke en vare, man kan hverken købe eller sælge. Man kan godt betale sig fra at blive sat i en særlig situation – få en plads i bussen på en udvalgt rejse med udvalgte mennesker, eller en stol i et klasseværelse på en udvalgt skole. Men fællesskabet kan ingen købe sig til.  Det opstår på baggrund af noget helt andet. Fællesskaber bygger på autentiske,  mellemmenneskelige relationer – og kræver en indsats  og et engagement, der ikke kan lægges i form af kroner og ører.

Hvis skolen skal fungere som et sted, hvor mennesker trives, dannes og uddannelse kræves menneskeligt engagement og indsats af alle de involverede – det gælder ledere, lærere, øvrige ansatte, elever og ikke mindst forældre.

Det gode er, at ordet stadig skaber det det nævner. Derfor er det heller ikke for sent at skifte ordene ud og gøre skolerne til fællesskaber igen.