“For every complex problem, there is a solution which is simple, neat, and wrong” – bemærkede den legendariske journalist og kritiker H.L. Mencken skarpt. Udtrykket “simple, neat, and wrong” er siden blevet en slags talemåde på engelsk. Frit oversat til dansk kunne det lyde “enkelt, fikst og forkert” og med fordel bruges blandt vores talemåder også, fordi det minder os om, at komplekse problemer sjældent har enkle løsninger.

Og netop det, er der særligt brug for at blive mindet om, når vi taler uddannelse! Den økonomiske krise kræver, at flest muligt skal igennem uddannelsessystemet på kortest mulig tid, samtidig med at uddannelsesniveauet generelt skal højnes. Med denne dagsorden vendes opmærksomheden jævnligt mod 10-klassesåret, hvor Dansk Industri rutinemæssigt reagerer på optagelsestal og rapporter med konstateringen af, at det er alt for mange. Der kan, hævdes det igen og igen, spares milliarder, hvis flere fortsatte til ungdomsuddannelserne efter niende. Enkelt, fikst – og forkert!.

At noget er sparet, betyder langt fra altid, at noget er tjent! Faktisk ved vi fra undersøgelser, at unge, der har taget (netop) tiende klasse på efterskole, kommer hurtigere igennem deres ungdomsuddannelser og endda med mindsket frafald. Regnestykker viser sig ofte at indeholde flere mellemregninger, end først antaget. Især, når der er mennesker involveret.

At uddannelse overhovedet involverer mennesker, synes overset i de regnestykker, konkurrencestatstankegangen opstiller. En dominerende diskurs, der reducerer unge til tal i statistikker og på bundlinjer, har skabt et uddannelsessystem, der kæmper desperat for at højne fagligheden og få flere til at tage en uddannelse, men som i praksis ikke formår at motivere og engagere de mennesker, det hele handler om. Derfor oplever vi frafald og fravalg. Derfor har vi ikke længere et af verdens bedste skolesystemer.

Undervisningsministerens koncept om Ny Nordisk Skole er muligvis blevet til i denne erkendelse. Og vi vil, som en skoleform, der til stadighed arbejder på at skabe skoler med motiverede og engagerede unge, gerne bidrage.

Det ville være med fortællingen om effekterne af det forpligtende fællesskab som en tydelig ramme om alle aktiviteter, herunder undervisningen. Om den frihed og det overskud de faste rammer giver, fordi der er nogle valg, man ikke selv skal træffe. Det ville være om den motivation, der udspringer af at blive mødt i øjenhøjde af engagerede voksne, der ud over at være lærere i undervisningssituationen, også er tilstede som mennesker i det samvær, der udspiller sig på en kostskole i døgnets øvrige timer.

På efterskolerne tror vi i det hele taget på, at det også i globaliseringens tidsalder betaler sig – i ord som i handling – at betragte de unge som mål i sig selv og ikke blot som midler. Kun sådan skaber vi et humanistisk og demokratisk uddannelsessystem, der udvikler samfundssind og giver den enkelte mod og lyst til at virke og bidrage efter bedste evne. Sådan skaber vi den bedste platform for Danmarks konkurrenceevne – nu og i fremtiden. Og samtidig skaber vi den innovative evne, som efterspørges gang efter gang af DI og DA.

Det er langt fra enkelt, og kun resultatet kan kaldes fikst. Om det er forkert, kunne vi for en gangs skyld spørge 25.000 efterskoleelever om.