Vi har et problem. Danske skoleelever vil ikke indtage de ernæringsrigtige kulhydrater, vi af lutter godt hjerte (?) forsøger at fylde på dem. De mangler motivation. De falder fra. Og ingen vil have en erhvervsuddannelse. De vil hellere have dessert. Så tænker vi naturligvis: Hvis de får en god dessert, spiser de nok kulhydraterne med velbehag! Vi skal have flere valgfag. Motivationen fra disse vil smitte af på resten af fagrækken.

Men hvad nu, hvis det netop er de rammesatte måltider, der er selve problemet? Forestillingen om, at noget er den lidt usunde dessert, imens noget andet er ernæringsrigtige kulhydrater? Og traditionen, der byder, at udsigten til dessert får os til at spise kulhydraterne, men at vi ellers ikke bør blande tingene? Man spiser ikke is til kartoflerne!
 

Vi kommer til at behandle kreative, musiske og praktiske fag, som noget der skal serveres separat og som flødeskum. Det er jo slet ikke ambitiøst nok! Der er både vitaminer og fibre i disse fag.

Hvis musik, drama, billedkunst, videoproduktion, design, sløjd, journalistik, medier osv. motiverer eleverne, hvorfor er ambitionen så ikke at inddrage og blande med de traditionelle fag? Måske de ligefrem gør mere end at motivere – måske lærer man virkelig mere og andet af det. Også noget, der er brugbart.

Se det ville være en helhedsskole. En skole, hvor dag og fag hænger sammen. Hvor den enkelte oplever verden set fra forskellige vinkler og har mulighed for at tilegne sig den gennem arbejdet med forskellige medier.

For mennesket er jo ikke opdelt i en afdeling for kreativitet, en afdeling for statistik og analyse, en afdeling for faglig læsning, en afdeling for …. Vi hænger sammen. Og motivation opstår jo netop, når man aner og oplever en dybere sammenhæng og meningsfuldhed. Det glæder da også dit og mit arbejde, gør det ikke?

De fleste af os leder jo efter en sammenhæng og meningsfuldhed, der ikke alene har med arbejdsmarkedet at gøre. I den sammenhæng er skoleelever underligt nok ikke en undtagelse.