Velkommen til et helt nyt, ubrugt skoleår. Jeg har glædet mig til at tage hul på det sammen med jer alle.
I Beligien finder man seks trappistklostre. Her brygges der øl af klosterets munke. Øllene er kendt for – udover at være overgærdede – at holde en høj alkoholprocent.
Trappistmunkene har en helt fantastisk definition på næstekærlighed. I følge dissse ølbryggende munke er næstekærlighed det, at give eller gøre lidt mere, end det man behøver. At give eller gøre lidt mere, end det man behøver. End det, der er nødvendigt.
Derfor siges det også, at trappistøllene indeholder en endog højere alkoholprocent, end den, der er blevet angivet på etiketten. De giver lige lidt mere, end de havde behøvet. End der var nødvendigt. En folk har forventet.
Forleden dukkede der et billede op på min væg på facebook. På en trist grå baggrund stod der med fede, sorte bogstaver:
“Der kommer ingen og redder dig. Dit liv er DIT ansvar”
Jeg blev faktisk helt trist om hjertet. Kunne ikke lade være med at klikke på det, for at se, hvad eller hvem, der var bag.
Det var en offentlig person – pyt med navnet – men hans “pay-off” var:
Personal power and performance.
Personlig gennemslagskraft.
202 gange er billedet delt. Og 642 mennesker synes godt om. Jeg er ikke i blandt dem. Og hvorfor nu ikke det?
Jeg er godt med på, at vi er nødt til at forstå, at vi ikke bare kan sætte os med vores problemer og forvente, at der kommer nogen og redder os. At vi skal holde op med at synes, det er andres skyld, at tingene ikke bliver, som vi ønsker. Men….
Jeg vil nu alligevel hævde, at der heldigvis ofte kommer nogen og redder os. Fordi vi lige netop tager del – og også ansvar – for hinandens liv og tilværelse. Og det farlige ved at råbe: der kommer ingen og redder dig – og dit liv er dit ansvar – er jo – at det også kan læses “omvendt”.
Du skal ikke redde andre. Føl intet ansvar overfor de andres liv.
Og intet kunne være mere forkert. For vi står jo hver dag med hinandens liv i hænderne. Og enhver er nemlig lige præcist IKKE sin egen lykkes smed.
Jeg kender ikke en eneste, der er blevet lykkelig helt selv. Jeg kender kun mennesker, der har oplevet lykke, fordi de indgår i gode relationer, og gode fællesskaber med andre.
Og så er vi til bage ved trappistmunkene og det med at give mere, gøre mere, end man behøver.
Lykken er netop, at være omgivet at mennesker, der gør lidt mere end de behøver. Både de nære, der viser betænksomhed og kærlighed i hverdagen gennem samtaler og samvær, men også nogle gange en fremmed, der stopper op et øjeblik: holder døren, hjælper med at tage kufferten ud af toget, smiler – hilser… ja alt det, han eller hun ikke var nødt til, ikke behøvede – men gjorde alligevel.
Ingen fællesskaber vokser, hvis vi kun gør det, vi kan nøjes med. Hvis vi alle kun gør lige netop det, vi behøver. Det mindste, vi kan komme afsted med.
Det gælder i mindst på en efterskole.
Hvis vi ønsker, at fællesskabet skal blive godt, at relationer skal opstå og vores fælles kraft skal vokse, så vi på den sidste skoledag om 10 måneder kan sige: DET HAR VÆRET HELT FANTASTISK! – Så må vi alle hver dag gøre lidt mere end vi behøver. Gøre os umage. Og også gøre det, der er lidt besværligt eller koster vores egen tid eller frihed.
Tage køkkentjansen. Melde os frivilligt til at hjælpe med noget. Hjælpe en kammerat færdig med rengøringen. Arrangere noget for de andre. Bidrage med det vi nu engang kan.
I stedet for at lade dovenskaben råde. Og sige: jeg gider ikke. Jeg orker ikke. Synke ind i trætheden, der godt indimellem kan indfinde sig i en travl efterskolehverdag.
Det kan nemlig godt være, at ingen er sin egen lykkes smed – og at vi alle har ansvar i hinandens liv – men til gengæld er vi nødt til hver dag at starte med os selv.
Da jeg var ung var talkshows der handlede om “almindelige” mennesker ved at blive populære. Her mødte vi blandt andet dr. Phil – en psykolog, der på fjernsyn rådgav folk med forskellige problemer – og han havde et rigtig godt motto, som gjorde sig fantastisk på ærkeamerikansk. Det lød:
“The only person you control, is yourself”
Den eneste person, du har kontrol over er dig selv. Så ønsker du noget anderledes, er den mest sikre vej at starte med dine egne handlinger.
Kære elever.
Et efterskolefællesskab starter med jer selv. Med dig!
Vov noget. Sats. Spring ud i det. Giv noget af dig selv. Giv lidt – ja meget mere, end du behøver. Også selvom du i første omgang ikke lige kan få øje på, “hvad der er i det for dig”. Hvad du får igen.
Gør noget. Gør mere, end det du behøver. Og gør indimellem også noget, du ikke lige har lyst til – eller gider. Uden at forvente noget igen. For fællesskabets skyld. Så det vokser – og dig med det. Det er det, det hele handler om. Sværere er det ikke. Ja det er faktisk helt enkelt.
Og når jeg i løbet af skoleåret taler om at bruge “trappist-musklen” – så ved I nu, hvad jeg mener.
Til gengæld vil jeg love, at I her også møder nogle voksne, der bruger deres “Trappistmuskler. Voksne, der også gør lidt – ja ofte meget – mere end det, de behøver. Og jo mere I giver af jer selv – jo mere får det også lyst til at bidrage med rent menneskeligt.
Inden jeg vender mig til forældrene, vil jeg gerne minde jer om noget meget vigtigt.
Når vi taler om efterskoler er et ofte med stor begejstring i stemmen. Jeg skylder at fotælle, at det også er hårdt og svært at gå på efterskole. Når man lever så mange sammen i døgndrift udfordrer det den enkelte – nogle mere end andre. Og jeg ved, at mange af jer – sammen med glæden og forventningen også sidder med en lille klump i maven af bekymring.
Husk – at det er helt okay, at det ikke er lykken hele tiden. At det ikke er lutter glæde og begejstring fra dag 1! Det kan tage tid at blive tryg ved efterskolelivet og føle sig som en del af fællesskabet. Det er måske endda fordi det også er svært, at det ender med at være så godt og lærerigt. Lad være med at gå rundt og tro, du er den eneste, der ikke synes det bare er let. KOm til os – vi er her for at tale med jer og hjælpe. Vi har stor erfaring med netop det – og det er det vi er her for! Det er fx helt naturligt at have hjemve – også selvom der er gået nogle uger.
Og kære forældre
Når det måske er jeres søn eller datter ringer og siger: Det er ikke lige mig at gå på efterskole. Så lad nu være med at starte bilen. Spørg i stedet: har du snakket med din kontaktlærer eller en af de voksne om det? Insister på at det skal gøres. Er det helt umuligt at få dem til at gøre det selv, må I også altid give os et praj. Det er når vi som skole og forældre samarbejder, at vi kan bedst kan få de unge mennesker til at vokse.
I har med garanti også mange forventninger om den udvikling, jeres unge mennesker skal igennem. Hold nu fast i disse forventninger! Også selvom de ikke alle indfries den første måned. Efterskole er ikke en mirakelkur – det er hård arbejde og vedhodenhed. Hjælp os med at få jeres unge mennesker til at se, at forudsætningen for at de bliver til virkelighed, er at de selv vil noget, at de holder fast og at de bidrager til fællesskabet. Vi lover omvendt at gøre vores bedste for at skabe nogle gode rammer for deres udvikling.
Kære forældre og elever
Det slutter meget hurtigere, end I venter det. 10 måneder er næsten ingenting, selvom vi kommer til at nå ufatteligt meget. Om lidt sidder vi her igen.
Og jeg håber, at I ved skoleårets slutning vil kigge på hinanden og sige:
Vi gjorde mere, end der var nødvendigt. Vi gav meget mere af os selv, end vi havde behøvet. Vi var hinandens lykkes smede. Vi reddede undervejs hinanden – når der var allermest brug for det. Vi tog ansvar for hinandens liv. Tog vare på hinandens tilværelse. Og at netop derfor blev året uforglemmeligt.
Jeg håber, I vil se på os – på skolen og tænke: Midtfyns Efterskole gjorde også mere end det, der blot var nødvendigt. Dens mennesker gav mere af sig selv, end de havde behøvet. At indholdet var endnu bedre, stærkere, berusende end varslet på etiketten.
Endnu engang: Velkommen til skoleåret 15/16