Jeg har egentlig ikke tid. Men jeg må bare dele denne refleksion med jer. For vi har jo så mange ting, vi bare går og siger – velmenende – og så tænker vi ikke på, hvad de faktisk skaber.

Jeg har i dag haft en ung mand – en efterskoleelev – på mit kontor. Han har selv ønsket at samtale med mig med jævne mellemrum. Fordi han gerne vil. Vil flyttes. Og lykkes. På denne skole. Tror jeg.

Vi talt om fravær. Om nogle timer, han ikke havde kunnet motivere sig selv til at komme til. Og snakken faldto også på hans tidligere skolegang.

Det er så nærliggende at sige til ham: “Prøv nu at hør, du skal komme til din undervisning. Det er jo for din egen skyld. Bla bla bla….”

I stedet kom vi ind af en anden dør. Fordi han havde set den plakat, jeg har hængende på mit kontor, som jeg har lavet og som minder mig om, hvad der er vigtigt for mig hver dag, når jeg går på arbejde. Jeg spurgte ham om der var nogle af punkterne, han kunne relatere sig til. Han sagde – at det første punkt – det med at bidrage og gøre en positiv forskel for andre. At det gad han godt have med på sin liste.

Pludselig så vi lyset sammen. At det jo for pokker ikke bare er for ens egen skyld, at man går i skole. At man kommer til undervisning. Nej, det gør man da for at bidrage og gøre en positiv forskel for andre. For det andet er da alt for ensomt.

Drengen fik et helt andet smil på læben. Sådan havde han aldrig tænkt på det før. At det faktisk var derfor, han skulle komme. Han havde mere tænkt, at det jo var hans eget problem, når han ikke kom. Og det problem kunne han nok godt leve med. (I modsætning til os mange velmenende voksne).

Jeg glæder mig, til vi skal snakke igen. Og jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig, aldrig mere siger til nogen, at det er for deres egen skyld. Aldrig.