Onsdag eftermiddag. 5. lektion. Tysk. Eleverne kan godt være en kende døde i sværen. Så går der nemt burhøns i den. Derfor opfandt jeg spontant en “quick starter” – et lille uventet forspil til dagens undervisning, der har som formål at få eleverne til at kigge indad et øjeblik! Et forspil der skal skabe et hurtigt rum for refleksion i forhold til egen indstilling og udgangspunkt, og som ultimativt anskueliggør, hvorledes udbyttet af undervisningen er afhængig af den enkeltes bevidste eller ubevidste måde at deltage på.
For det første bad jeg dem bytte pladser internt ved deres 4-mandsborde, så de fik en ny makker. De skulle nu kigge godt på deres nye makker og sammen lave følgende helt simple skaleringsøvelse: På en skala fra 1-10 (hvor 1 er ringe og 10 er rigtig god), hvor stor er så sandsynligheden for, at I som makkerpar får et godt udbytte af dagens undervisning? Efter to minutter offentliggjorde makkerparrene deres skaleringer i en lynrunde, hvor budene gik fra 2-10. Derefter lød opgaven til alle, der lå under 10: hvad kunne I konkret gøre for at øge sandsyneligheden for et godt udbytte mindst et trin på skalaen? Giv hinanden hånden derpå….
5 minutter gået og timen kunne starte. Eleverne var årvågne. Burhøns blev langt hen ad vejen til perlehøns. Og udbyttet blev for manges vedkommende større end forventet. 2 var for et makkerpars vedkommende f.eks. blevet til 5, da jeg bad dem evaluere skaleringen ved timens afslutning.
Ganz einfach!