Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, om der skal være hekse med i sådan en tale. Men nu er der jo ikke rigtigt noget bål og så kan vi heller ikke futte nogen hekse af. Så jeg har tilladt mig at slå ned på noget andet. Noget jeg har gået og tænkt lidt over.
Man kan måske godt sige, at det har lidt med det manglende bål at gøre. Det vender jeg tilbage til.
Ordet skaber som bekendt det, det nævner. Det gør det, fordi ordene er ånd – de kommer så at sige med åndedrættet gennem kroppen og ud af munden og hænger så der i luften, og er med til at bestemme forholdet mellem mennesker.
Derfor er der et ord, jeg gerne vil vende med jer. Det er ordet tilfredshed.

At være til freds med noget markerer vel ganske bogstaveligt, at her er der noget, vi er  TIL FREDS med – i ro med – vi er ikke i uro omkring noget, der er ikke noget at kæmpe for – MAN ER TIL FREDS.
Mange steder er vi utroligt glade for at lave tilfredshedsundersøgelser. Overalt står der de dersens standere, hvor man kan trykke på en farvet smiley, når man går ud af butikkerne. Og jeg kan godt se meningen med at undersøge, om en kunde er tilfreds efter en handel i en butik.
Jeg bliver selv voldsomt utilfreds, hvis jeg ikke kan få en ordentlig betjening, en ordentlig rådgivning eller hvis der ikke er ordentlig service for varer, der er defekte. Så er der for et øjeblik ufred i kroppen på mig- og måske betyder det at jeg ikke vender tilbage til den pågældende butik. Som kunde har man nogle forventninger til en butik, og hvis disse ikke indfries- ja så er man utilfreds – og en butik med utilfredse kunder vil i længden dø.
Og omvendt vil de tilfredse kunder vende tilbage. Når vi taler om butikker, ja så er tilfredshed et meget relevant mål – hvor man også må sige at tilfredshed er ubetinget godt og utilfredshed noget gedigent bras.
Derfor kan det være nærliggende at tænke, at tilfredshed også må være et godt mål for skoler, arbejdspladser eller sågar parforhold. Derfor er tilfredshedsmålinger blevet meget udbredte i alle mulige sammenhænge.
På en skala fra 1-10, hvor 10 er det bedste, hvor tilfreds er du så med dit arbejde, eller børnenes skole. ? Hvor tilfreds er du med fodboldklubben eller med din hustru? Ja, hvor tilfreds er du egentlig med livet?
Forestil jeg sådan en stander med grønne, gule og røde smileyer på, hvor du hver dag når du går ud af døren derhjemme lige trykker, hvor tilfreds du har været siden du gik ind af døren. Eller den kunne også stå på dit arbejde? Eller i dine børns skole?
Tilfredshed som mål giver mening i endimensionelle anliggender. Som købet af en ny mobiltelefon, servicen på hotellet eller campingpladsens beliggenhed.  Ja, måske også en Skt. Hans aften – som kun får en femmer, fordi der ikke var noget bål. Og vejret i øvrigt heller ikke var noget at prale med.
Et godt eksempel på et område, hvor tilfredshedsskalen ligesom ikke helt rammer rent er kunsten. Der er ordet tilfreds på en eller anden måde ikke så meningsfuld. Fordi vi jo ikke forventer følelsen af tilfredshed af et museumsbesøg. Nej, måske forventer vi snarere, at være blevet forstyrret, være blevet inspireret, være blevet oprørt, eller bare rørt. Et kunstværk, der gør folk sure og måske endda voldsomt utilfredse, kan være meget vellykket. Tænk bare på Duchamps pissoir eller Evaristti’s guldfisk i blendere – hvis der havde stået en en stander med grønne, gule og røde smilier på vejen ud fra de udstillinger, ja så er det ikke sikkert, at tilfredshedsmålingen havde holdt gang i den udstilling særligt længe.
Jeg kan lige så godt bekende kulør. Jeg tror ikke livet gælder om at være tilfreds. Som skolemenneske ser jeg det heller ikke som min primære opgave at sikre tilfredshed – hverken i forhold til elever, forældre eller ansatte. Jeg mener, at livet og menneskelige forhold om noget meget bedre kan sammenlignes med kunsten, end de kan sammenlignes med handel.
Der er nemlig tale om komplekse, flerdimensionelle anliggender – der hvor der også er mellemmenneskelige relationer involveret.
Indimellem tror jeg, at tilfredshed kan være decideret farligt. Fx i ansættelsesforhold. Det er godt nok at være tilfreds med sin løn eller sine arbejdstider. Men kan man ikke blive så tilfreds, at man læner sig tilbage og nærmest falder i søvn? Er det ikke godt nok, at der også er noget at kæmpe for? At der stadig er ting, man ikke synes er helt godt nok? At man jævnligt bringes i affekt eller bliver vrissen? Og at der derudaf kan gro noget godt?
På efterskolen kender vi det fx fra værelseskonflikterne. Lykken er ikke 100% fred og tilfredshed på værelset. Nej lykken er at få lov at bøvle lidt – og derigennem lære sig selv og den anden bedre at kende – og derigennem at få noget nyt til at gro. Vokse – ikke mindst ved at ens egen verden bliver større.
Mange fremskridt og opfindelser vokser ud af en eller anden frustration eller et problem.  Og ikke ud af en 10’er på tilfredshedsskalaen. Ud af 2 vokser sikkert heller  ikke ret meget i længden. Men sådan en 5-7-stykker er sikkert ret ideelt.
Jeg vil derfor foreslå, at vi holder op med at gå rundt og spørge til hinandens tilfredshed, når det ikke ligefrem er handel eller butikker, vi snakker om.
Jeg synes, skalaen er helt forkert og vi gør noget simpelt, som helst skal have lov at være kompliceret.
Vi overser væsentlige dimensioner ved menneskelige forhold og måske ved hele tilværelsen, hvis vi tror, alt ting kan gøres op i tilfredshed.
Det betyder ikke, at man skal gå målrette efter at være utilfreds. Eller at gøre andre utilfredse.
Det betyder bare, at vi skal anvende en helt anden skala – ja måske sket ikke en målestok, men andre begreber, for at få ordentlig fat i tilværelsens dybde – og dybden i de relationer og fællesskaber vil er en del af. Jeg synes, ordet tilfredshed har taget overhånd. Vi tror pludselig, at det kan bruges til alt muligt og at det at være tilfreds er det højeste mål i verden.
Men jeg bandlyser altså ikke noget, uden at foreslå noget andet – og det ord, jeg synes, vi skal indføre i stedet er noget så gammeldags som taknemmelighed.
Spørger vi os selv og hinanden, hvor taknemmelige vi er for vores ægtefæller, børn, børnenes skole, vores arbejde, ja i det hele taget vores tilværelse – ja så kommer vi helt andre steder hen med os selv, end vi gør, hvis vi blot spørger til tilfredsheden. Prøv selv! Det gør en kæmpe forskel.
Jeg har bestemt været en af dem, der sammen med Svend Brinkmann har været med til at tænke, at vi skal holde op med at mærke alt for meget efter i os selv. Det forstår jeg nu er ganske forkert. For det handler jo om, hvad det er vi mærker efter.
Og hvis det, vi mærker efter, er taknemmeligheden – så tror jeg faktisk ikke der er nogen ko på isen. Tvært i mod.
Til slut vil jeg gerne sige, at jeg faktisk ikke helt ved, om jeg er tilfreds med denne her tale. Men jeg er til gengæld taknemmelig for, at jeg måtte komme og dele mine tanker med jer.
Glædelig Skt. Hans og god aften til jer alle.