På en efterskole er der altid voksne til stede. Udenfor undervisningstiden taler vi om vagter eller tilsyn. En efterskoles kvalitet handler ikke kun om undervisningen, men også om tilsynet. Et tilsyn kan være mange forskellige ting og spænde fra rent “opsyn” med eleverne til et dyb involvering i og tilrettelæggelse af samværet.

 På skolerne er der stor forskel på, hvor mange voksne der er på tilsyn en almindelig hverdagsaften – også når man ser det i forhold til antallet af elever. Det er naturligvis bestemmende for, hvor meget tid, der er til relationen til den enkelte. Dette kan man prøve at undersøge ved at spørge eleverne om deres egen oplevelse af de voksnes nærvær på aftentilsynene.
 
Kvaliteten handler også om, hvordan skolens “tilsynskultur” er. Betragter de voksne sig som et “opsyn”, der blot skal holde opsyn med at skolens regler ikke brydes og sætte et plaster på, hvis nogen har slået sig? Et sådant type tilsyn er oftest at finde med kaffekop på lærerværelset – kun afbrudt af “patruljeringer” på skolen. Eller ser de voksne sig som aktive, pædagogisk formende deltagere i samværet? Et sådant tilsyn befinder sig ude blandt eleverne i færd med at samtale eller deltage i aktiviteter – kun afbrudt af korte pauser på lærerværelset.
 
En god efterskole prioriterer ressourcer på tilsynet, fordi her er mulighed for at øge elevernes dannelsesudbytte – ja faktisk er det samværsdelen, der i tillæg til undervisningsdelen – er helt særlig for efterskoleformen. Og det, at det er de samme voksne der underviser og har tilsyn.
 
En god efterskole har naturligvis også en tilsynskultur, hvor tiden bruges i samvær med eleverne – og ikke på lærerværelset.
 
Gode spørgsmål på rundvisningen er altså: Hvor mange voksne er der på tilsyn en almindelig aften? Og er de voksne sammen med eleverne?