Artikel lavet til og trykt i det færøske tidskrift “Eftirskúlin” – Nr. 8 2013

Efterskoleforeningens årsmøde. Den første weekend i marts. Lørdag morgen. Kaffe i kopperne og summen ved bordene, indtil musikken starter. 1000 efterskolefolk synger med på Jakob Knudsens “Se, nu stiger solen” og jeg er sikker på, at ingen anden forsamling kan fylde det kæmpe lokale med fællessang på lignende vis.

Efterskolen opleves i dette øjeblik som én stor bevægelse, en institution i sig selv – som en skoleform af tætte familiemedlemmer med fælles arvemasse. Når årsmødet folder sig ud og debatten går i gang, mærkes det dog også tydeligt, at vi samtidig er 255 forskellige skoler, hvis fællesskab beror på et lovgrundlag, der i frihed kan omsættes på ganske varieret vis.

Det daglige arbejde i efterskoleforeningen rummer samme fornemmelse af både enhed og flerstemmighed. Spørgsmålet om, hvad der adskiller os, og hvad der binder os sammen, er allestedsnærværende. For hvis det eneste, vi er fælles om, er friheden til at være forskellige, giver det næppe mening at have en efterskoleforening. I så fald kunne man nøjes med en juridisk og økonomisk rådgivningsinstans. Omvendt er friheden og dens mange muligheder en af skoleformens helt store styrker, som vi skal vogte og værne om. Det er altså vigtigt med et samtidigt blik at kunne ane det fælles ærinde i de mangfoldige manifestationer klart.

Værdier i hverdagen

Efterskolerne. Værdier i hverdagen. Sådan lyder vores fælles slogan. Det fælles er ikke denne eller hin værdi, men det forhold, at der er italesatte værdier på skolerne, og at disse kommer tydeligt til udtryk i hverdagen. “Værdier” er et komplekst begreb og nogle ville måske foretrække at kalde det ideer eller måske blot holdninger. Det er efter min mening ikke afgørende. Det afgørende er, at der bag en efterskole ligger en klart formuleret og overordnet tanke – fælles for hele skolens virksomhed – om, hvad der er væsentligt i forhold til det efterskoleophold, de unge skrives ind i.

Skolernes værdier præsenteres i deres respektive værdigrundlag og afspejles ofte også i skolernes formulerede formål. Hvert andet år foretager skolerne selvevaluering, hvor de netop holder et udvalgt stykke praksis – et stykke hverdag – op mod værdigrundlagets ordlyd for at blive klogere på forholdet mellem disse to og for at kunne dokumentere sammenhæng mellem værdier og hverdag – mellem de overordnede holdninger og praksis.

Læser man skolernes værdigrundlag står mangfoldigheden lyslevende. Ikke to skoler er ens og mange er endog meget forskellige. Mange værdigrundlag henter inspiration i en kirkelig retning, den grundtvigske tradition, fagbevægelsen eller noget helt fjerde. Således ser hverdagen med værdierne også forskellig ud på skolerne. Såvel i det store som i det små.

Men de forskellige værdier samles i den fælles skoleform og på alle skoler finder man værdier rettet mod det at leve sammen i et fællesskab. Efterskolen er en kostskole og efterskoleåret betragtes som et intenst forløb, hvor en given gruppe mennesker, der aktivt har valgt en skole, men ikke som sådan hinanden, skal have tingene til at fungere sammen. Og netop denne ramme, hvor samlivet gennem 24/7-miljøet er sat på spidsen, sætter tryk på dannelsen og får os til at påstå, at “et efterskoleår svarer til 7 menneskeår”.

Rammesætningen betyder samtidig, at kostskolelivet bliver en væsentlig del af det pædagogiske projekt.  Det er ikke først og fremmest en praktisk foranstaltning og heller ikke noget eleverne selv får lov at strukturere fuldt ud. Et efterskoleophold rummer både undervisning og samvær, hvori de voksne spiller en aktiv rolle.

Undervisning og samvær

Kombinationen af undervisning og samvær, og det forhold at disse varetages af de samme voksne, er unik for vores skoleform. Den lærer, der tidligere på dagen har undervist dig i engelsk, kommer forbi dit værelse om aftenen, og der er tid til samtale om tilværelsens store og små spørgsmål. Her mødes vi først og fremmest som ligeværdige mennesker i et intergenerationelt samvær. For mange unge er dette et nyt og anderledes møde med voksne.

Dette møde synes at bidrage til, at bemærkelsesværdig mange efterskoleelever oplever at få fornyet mod på og større glæde ved at gå i skole. Efterskolelærernes faglige metoder er ikke nødvendigvis væsensforskellige fra dem, man finder i folkeskolen, men konteksten for efterskolelærerne er anderledes. Eleverne siger, at vi er lidt som “venner”. Et ord jeg som voksen ikke selv ville vælge, men det er elevernes fornemme måde at beskrive den intensitet og det gensidige menneskelige engagement, de oplever i forholdet mellem lærer og elev på en efterskole.

Disse gennemgående relationer mellem unge og voksne skaber et trygt og personligt udviklende miljø. Vi har på efterskolerne alle muligheder for kende og at tage hånd om den enkelte. En hånd, der kan holde både om, under og over. En hånd, der kan skubbe og trække efter behov. En hånd, der kan hjælpe fællesskaberne på vej. Og dermed også en hånd, der kan give et sikkert afsæt til fremtiden.

Mangfoldighed

I kraft af det enestående pædagogiske rum har vi i efterskolen ligeledes alle muligheder for at hjælpe sårbare og udsatte unge på vej. Vi kan skabe mønsterbrydere. Den unge får en ny start og en ny chance, hvor de voksne og de nye, stærke venskaber og fællesskaber giver støtte til udvikling og forandring.

Denne mulighed står det for så vidt de enkelte skoler frit for at udnytte. I disse tider taler vi ofte om, at efterskolen har en social forpligtelse i forhold til samfundet. Jeg mener at vi skal forstå denne forpligtelse som en fordring. Fordi vi kan, skal vi udnytte og udvikle dette potentiale, og dermed bidrage til samfundet ved at give flest mulige unge et godt afsæt til fremtiden. En opfattelse vi i efterskoleverden forhåbentlig er fælles om.

Ikke mindst fordi mangfoldighed også gør efterskoleopholdet bedre for den mere brede gruppe af elever. Det er i mødet med den anden og det anderledes, dannelsen sker. At være i et forpligtende fællesskab med andre, der er forskellige fra en selv, giver væsentlige og grundlæggende erfaringer for de unge, som de kan anvende fremover i skoleliv, arbejdsliv, familieliv, fritidsliv og så videre. En dannelse, der ydermere er med til at give samfundet lim –  som styrker sammenhængskraften i et samfund, hvor segregering bliver mere og mere udtalt.

Dannelse

I mit efterskolehjerte forundres jeg ofte over, at mangfoldigheden af skoler med vidt forskellige værdigrundlag og en meget varierende hverdagspraksis alligevel synes at skabe noget temmelig ens – nemlig unge, der udover uddannelse også har modtaget et væsentligt bidrag til deres dannelse.

I mødet med efterskolens værdier og hverdag, bliver den enkelte unge opmærksom på sit eget ståsted og det forhold, at dette danner ramme for hans eller hendes handlinger, tanker, overbevisninger, oplevelser osv. Efterskolelivet fungerer som et spejl, der tillader den enkelte at se sig selv tydeligere. Og dette spejl synes at skylde sin effektivitet det forhold, at værdier og holdninger i efterskolen optræder med stor tydelighed. Her er noget “fast”, man kan få øje på, mærke og måske også lejlighedsvist støde eftertrykkeligt ind i.

Når det fremstår fast og som standpunkter, den enkelte elev kan forholde sig til, skyldes det blandt andet det forhold, at værdierne i efterskolen opleves som noget, man kan være fælles om. Skolens voksne udgør øjensynligt en mangfoldighed af individuelle mennesker, men fremstår samtidig som en gruppe, der har et holdnings- og værdifællesskab, der relaterer sig bredt til det efterskoleophold, de arbejder for at skabe. Derved undgår man den individualisering af holdninger og værdier, som opstår, hvis dette fundament overlades ganske til den enkelte lærer. En individualisering som gør holdningerne og værdierne væsentligt vanskeligere for de unge at forholde sig konstruktivt til.

Efterskolens dannelsesbidrag består således i unge mennesker, der i højere grad formår at navigere i verden, fordi de har lært deres eget skib at kende og fået en række sigtbare fyr. De værdier de har mødt på efterskolen er de frie til at laste eller kaste overbord. Fyrene kan de opsøge eller undgå. Men selv, hvis de ønsker det sidste, er det på et mere bevidst og dermed også fast forankret grundlag.

Efterskolerne har altså frihed til at vælge, hvilke fyrtårne de hver især ønsker at sætte op for de unge, og i den forstand er efterskoleformen særdeles flerstemmig. Fælles er dog bestræbelsen på derigennem at give de unge mod og evne til at orientere sig i den vide verden, der venter dem.

“Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!”