Kære elever og forældre, Kære ansatte,
Velkommen til skoleåret 22/23
Mon ikke, det er noget, vi alle har set frem til. Forhåbentlig med glæde, men sikkert også med en vis portion sommerfugle i maven. Måske det endda føles som tungere dyr, der tumler rundt derinde.
Sådan skal det være.
Der er sikkert flere af jer – måske endda de fleste – der har krydset en grænse i denne ferie og været i et andet land.
Prøv lige at række hånden op, hvis I har det?
Jeg håber ikke, I holdt i alt for lange køer, da I skulle ind i Danmark igen.
Men hvor mange har så overskredet en grænse i sommerferien? Altså gjort noget, der var forbundet med angst eller ubehag, noget der egentlig råbte “Nej, nej… det har jeg ikke lyst til”? Det tør jeg ikke?
I må godt række hånden op nu.
Okay, det var alligevel nogen.
Hvor mange har så puffet til – eller ligefrem overskredet – en andens grænse her i ferien? Gjort noget, en anden synes var ubehageligt?
I må godt række hånden op nu.
Nå, var det mere grænseoverskridende at gøre det?
Hvorfor egentlig? Synes vi, det er forkert? Pinligt? Må man ikke puffe til andres grænser, da?
Jeg har gjort alle tre ting. Krydset en landegrænse, overskredet min egen grænse og også puffet til en andens grænse. Måske endda mere end én anden. Jeg har været i Tyskland, jeg har sendt et meget personligt brev, og jeg har insisteret på en samtale med min datter om noget, der var svært for hende at tale om.
Tænk hvis jeg ikke havde turdet krydse, overskride eller puffe til grænser? Var verden så et bedre sted?
Nej, vel. Det kunne vel snart bedst gå, at jeg var blevet i Danmark…
Når vi taler om landegrænser, opfatter vi det som noget positivt at krydse en grænse. Vi tager ud og bliver klogere på verden. Får nye indtryk, inspiration og oplevelser.
Når det handler om vores egne grænser, er det mere broget. Ikke fordi vi ikke ved, at det kan være væsentligt at overskride vores egne grænser en gang imellem – men fordi, det kan være svært at vide, hvornår det er tid og hvor ubehageligt noget må føles.
Til gengæld kender vi forhåbentlig alle de gode følelser, der er forbundet med at gøre noget, som vi ikke rigtigt turde. Eller noget vi ikke troede, vi kunne.
Det giver os en mestringsfølelse. Vi har erobret nyt land – vores verden af muligheder er blevet større.
Det siger sig selv, at det helt altafgørende at især børn og unge får så mange af den slags mestringsoplevelser, som muligt.
Også selvom det indimellem koster et nederlag.
Det er også vigtigt for voksne – for det giver frihed at turde. Måske den vigtigste frihed af alle: for der er nærmest ingen ende på de begrænsninger, vi som mennesker kan sætte op for os selv i angst for at mislykkes.
Vi har brug for erfaringer med at lykkes – og også erfaringer af at verden ikke går under, når vi mislykkes. Vi kan jo altid turde prøve igen…
Helt galt bliver det, når det kommer til at puffe til andres grænser. Måske ligefrem overskride dem. Det har vi det ikke godt med. Uha. METOO tænker vi kollektivt og ordet “krænkelse” dukker nærmest automatisk op. Men det er ikke altid, vi krænker hinanden ved at overskride grænser.
Der er selvfølgelig grænser, der skal respekteres – fx vores seksuelle grænser – og krænkelser vores retssystem har mulighed for at straffe. Det gør vi klogt i at have fokus på. Også nogle af de grænser, der måske før har været usynlige, eller hvor kotumen har været, at de kan overskrides, hvis bare man har magt nok.
Men der er også grænser, andre mennesker kan hjælpe os med at flytte – til fordel for os selv – ved at puffe til dem. Insistere. Turde.
Det er i dette grænseland, en efterskole befinder sig. Det er derfor, den er så værdifuld. Fordi vi netop ikke går rundt og sætter grænser og respekterer dem for enhver pris – men fordi vi tør- vi tør ville hinanden noget. Også selvom det indimellem kan være hårdt eller ubehageligt.
Grænser, der handler om den personlige udvikling. Grænser, der hvis de flyttes, kan sætte os mere fri som mennesker. Grænser vi kun kan kende, hvis vi møder dem.
Paradokset er, at vi på en gang hver især kender vores grænser og derfor er de eneste, der sådan rigtigt kan vurdere, hvornår de bliver overskredet og derfor skal lyttes til.
– og at vi på samme tid ville miste alt livet i livet (for nu at tale Grundtvigsk), hvis vi ikke indimellem tog chancer og overskrider nogens grænser.
Det kræver opmærksomhed. Kontakt. Omhu. Nænsomhed. Mod og meget mere at være menneske sammen med andre på en udviklende måde.
Og indimellem er det også bare sådan, at vi helt uforvarende kommer til at gå ind over andres grænser – fordi vi ikke så os om, eller fordi vi simpelthen ikke kunne vide, hvor grænsen var. Og hvis vi ikke er i den åbenlyse zone, hvor det helt sikkert ikke er i orden – er det, hvad der sker – og tænk, så kan begge parter faktisk lære noget af det, hvis de tør kommunikere med hinanden om, hvad der skete.
Kære elever,
I skal være her sammen.
I vil opleve, at jeres grænser bliver respekteret på en måde, I sikkert aldrig har oplevet før. At andre virkelig interesserer sig for, hvem I er og hvad I kan lide og ikke lide.
I vil også opleve at jeres grænser bliver overskredet på måder, I sikkert heller aldrig har oplevet før. At andre vader ind i jeres personlige rum, så I har lyst til at skrige højt. At dele værelse med et fremmed menneske eller flere garanterer grænseoverskridelse!
Og godt for det.
Det værste er, når andre ikke respekterer ens grænser. Det værste er, når andre respekterer ens grænser.
For det bedste kan også være, at møde et eller flere mennesker, der tør udfordre dem – så kan livet mærkes og leves og vi kan vokse.
I vil derfor opleve voksne her på skolen, der ser det som en af deres fremmeste opgaver, at bidrage til, at I kan overskride jeres egne grænser, og dermed få en perlerække af mestringsoplevelser – følelsen af at I kan, og at I tør – som ender med at give jer et livsmod, I næppe havde drømt om, inden I kom.
Og de voksne er altså af samme grund også pisseirriterende indimellem. Irriterende insisterende. Grænsesættende – jovist – men også grænseoverskridende.
Og de kommer sikkert også til at ramme forkert indimellem. Presse jer lige der, hvor de ikke skulle – eller glemme at presse jer der, hvor I havde allermest brug for det.
Og nogle af de voksne vil gøre det lige netop på den måde, I allerbedst kan lide det – mens andre vil have en facon, I godt kan slå jer på.
Tal med dem om det undervejs!
Tal med hinanden om det undervejs!
Det er en spændende og god samtale – hvor vi alle kan blive klogere på tilværelsen, på os selv og på det fælles.
Skolens grænser
En efterskole er fuld af grænser. I form af regler og rutiner. Som jeg sagde, er de voksne også grænsesættende. Og selvom vi har visse mestringsoplevelser ud af, at elever har udfordret vores grænser, er det ikke her, vi sammen skal bruge vores krudt. Skolens regler og rutiner – dens veldefinerede grænser – giver tryghed til at udforske de andre grænser. Både dem vi selv har, og dem vi finder i fællesskabet med andre.
Egne grænser
Den grænse jeg har hørt flest efterskoleelever tale om, er helt deres egen.
Det handler om alt det, der foregår og alt det, man gerne vil nå at være med til.
Det handler om FOMO og konstant tilstedeværelse på flere platforme.
Det udmatter os, hvis vi aldrig holder en pause. Hvis vi ikke affinder os med at gå glip af ting.
Så velkommen til Ollerup Efterskole – stedet hvor I kommer til at gå glip af en hel masse sjovt. Der bliver masser af episke øjeblikke, som I missede. Er det ikke godt at vide på forhånd?
Det blev også stedet, hvor I lærte at lægge mobilen fra jer og være til stede i nuet. Sammen med de andre. Hvor nærværet med mennesker betyder, at I går glip af en masse på SOME – og at jeres forældre og venner ikke kan regne med et omgående svar, når de sender en besked.
Jeg kan fortælle jer på forhånd, at de nok skal overleve – og det samme gør I – faktisk kunne man sige, at I ikke blot overlever – men at I lever!
Vi har som mennesker ikke uanede mængder af energi og opmærksomhed. Vi skal lære at prioritere den, vi har – til gavn for fællesskabet og for os selv.
Der er ting – som undervisning, aktiviteter, tjanser og andet, som I skal have energi til at deltage aktivt i. Det har I valgt, da I valgte skolen. Og så skal I finde ud af at bruge resten energien i det frie rum på det rigtige – og det har I heldigvis hele året til at lære.
Sige fra
I har også hele året til at lære jeres egne grænser i forhold til andre at kende.
Det slår mig som et omdrejningspunkt i det pædagogiske arbejde. At mange problemer kommer af, at vi har svært ved at få sagt fra på en god måde. med god samvittighed og i tide.
Vi er som kultur alt for bange for at sige fra. Som om det ikke var i orden?
Så sætter vi grænserne længere ude end nødvendigt, af angst for at vi ikke kan stoppe andre, hvis de kommer for tæt på. Dermed går vi glip af mange gode ting, og samværet bliver mere kompliceret, end det behøver at være.
Vi ønsker os, at I kan lære at sætte grænser.
At I får tillid til, at I kan sige nej til noget, I virkelig ikke har lyst til at andre skal gøre, eller noget, I ikke har lyst til at være del af.
Og omvendt også kan bede om og sige ja til det, I har lyst til.
Det er en forudsætning for at lade andre komme tæt på, at vi har tillid til, at vi kan finde ud af at sige fra, hvis det kommer for tæt på.
Og det er helt i orden. At sige fra til en værelseskammerat, en kæreste, en lærer, en forælder, en nabo…. og det er noget af det, I vil opleve, at vi som voksne gerne vil hjælpe jer med at lære – også selvom det er svært.
Det kan være grænseoverskridende. Men i den grad en grænse, det giver frihed, at overskride – og opleve, at man kan mestre.
Kære forældre.
Hvor går grænsen mellem skole og hjem?
Med garanti et nyt sted i forhold til det, I er vant til.
I afleverer jeres små pus til fremmede mennesker i tillid til, at vi tager vare på dem.
Men at tage vare på dem, er ikke at pakke dem ind i vat. Det er at udfordre dem, presse dem, puffe til dem – og selvfølgelig gøre det på en kærlig måde i et trygt miljø.
De er på vej til at blive voksne nu. De er kommet her for at lære noget om at klare sig selv.
De er kommet for at lære at mestre deres eget liv – i fællesskab med andre og med andres hjælp.
Det kommer til at gøre ondt indimellem. Og det er svært at sidde 250 km væk fra en hverdag med mennesker, man ikke kender og vide, at ens barn, har det svært.
Så det kræver noget af jer – og måske har I også nogle grænser, I skal overskride og tage hånd om. Et arbejde I skal gøre i den løsrivelsesproces, det er.
Vi vil insistere på et skole-hjem-samarbejde, der er centreret omkring den unge.
Hvis vi, eller I, eller vi i fællesskab synes, der er problemer, vil vi hurtigt invitere jer til et møde, hvor også den unge deltager! For det er den unge, det handler om. Det skal vi voksne altid huske.
Det er ham eller hende, der er den centrale aktør i sit liv, og det er ham eller hende, der skal arbejde med at formulere sine tanker og udfordringer, og lukke os andre ind, så vi kan hjælpe. Og her må forældre naturligvis gerne være med, når de kan være nyttige.
Det er ikke længere forældre og lærere, der skal snakke og lave aftaler på sidelinjen eller i kulissen.
Det fokus håber jeg, I vil tage imod og bakke op om. Også når det er svært.
Kære årgang 22/23
Gør lidt mere end i tør.
Skub kærligt til hinanden.
Modtag hinanden skub med taknemmelighed.
Også de voksnes.
Vær opmærksom på andres grænser. Spørg til dem.
Mærk også jeres egne grænser
Mærk hvad det gør, når nogen udfordrer dem, og hvad godt det kan gøre – også selvom I er bange.
Tal med os og med hinanden om grænser.
Ikke som noget der altid skal respekteres, men om hvordan det er at have, møde, forsvare eller overskride dem.
Lær at sætte grænser i tide.
Oplev en masse – og gå roligt glip af mindst lige så meget.
Prioriter energien i nærværet med de andre – og drop nu den f*** mobiltelefon lidt.
Brug natten til søvn og giv den gas om dagen.Respektér skolens grænser, så vi kan udforske andre grænser sammen i tryghed.
Sæt mindst et mål for musikken – for hvordan I vil overskride en grænse – og bed så andre om at skubbe til jer!
Og husk: dem der øver sig, bliver dygtigere end dem, der ikke øver sig.
Endnu engang velkommen til skoleåret 22/23