Dovne Robert er ikke nødvendigvis dum. Han har måske faktisk engang været en relativt dygtig folkeskoleelev, der klarede de nationale tests med bravur. Måske tog han endda en ungdomsuddannelse.  Måske har Dovne Robert ligefrem læst på universitetet. Her blev han så en af de “dovne” studerende, der glemte at forberede sig til undervisningen og til sidst droppede ud for at blive arbejdsløs og nasse på os andre.

I Information d. 31/10 (http://www.information.dk/315527) – samme dag som DI’s uddannelseskonsulent i Politiken vil afskaffe 10. klasse for de “stærke” elever, bringes en artikel med overskriften  “Hvordan man stamper motivation op af jorden”.  Her udtaler en medarbejder på en stressklinik for studerende, at der slet ikke kommer dovne studerende, men at  »Der kommer nogle, der er umotiverede og har tabt troen på sig selv. De er blevet lidt retningsløse. Det er dem, jeg tror, nogle undervisere ser som dovne,«

Dovne Robert kunne meget vel have været en af disse studerende. Men ikke med samme sandsynlighed, hvis han havde gået på efterskole. Er det min påstand. For en af vores fornemmeste opgaver er at bedrive livsoplysning. Et gammelt ord. Men indholdet er moderne nok. Livsoplysning handler netop om at danne den enkelte til i det ubestemte menneskeliv at give tilværelsen retning. Nutidigt talt: at kunne se en mening med tingene, sætte sig mål i livet og motivere sig til at forfølge dem og dermed skabe det liv, man ønsker. Også uden statslige incitamentsstrukturer. Og – er jeg ked af at sige – ikke nødvendigvis til det liv, Dansk Industri ønsker. Vi lever heldigvis ikke i en totalitær stat med Dansk Industri ved roret.

Hvis dovne Robert havde været på efterskole, havde han også forstået, hvor meget man kan udrette, når man løfter i flok. Med den folkelige oplysning var fulgt en fornemmelse af, at der findes et perspektiv, der rækker ud over den enkelte. I klientliggørelsen – som i forbrugerrollen – er dette perspektiv ikke indlejret. Han havde evnet at kunne se sig selv i en række store og små fællesskaber. Det være sig et arbejdsfælleskab, men endnu vigtigere havde han måske også været frivillig i den lokale gymnastikforening? Måske havde han ladet sig vælge til Borgerforeningens bestyrelse, lavet madklub med de anden-etniske naboer  – eller deltaget i andre aktiviteter, der er med til at give samfundet den vigtige sammenhængskraft. En sammenhængskraft der altid vil være forankret i det civile samfund og ikke i arbejdsmarkedet. Selvom det sidste kan synes langt enklere. Til gengæld ved vi, at sådan noget som frivilligt arbejde er med til at skabe værdi – også i kroner og ører.

Dovne Robert er heller ikke ramt af en voldsom mængde demokratisk dannelse. Et demokrati er meget mere end stemmeret. Det er rettigheder og pligter. Det er deltagelse og dialog. Det er viden og evnen til at udvise samfundssind. Forståelsen af den enkeltes aktive rolle og ansvar  som borger i et samfund. Dog skal han have kredit for netop at deltage i debatten med sine synspunkter.

Men det er slet ikke den rigtige dovne Robert af kød og blod, dette indlæg handler om, men derimod det “begreb” han er blevet til som inkarnationen af et samfundsproblem. “Dovne Robert” får os netop til at indse, at der er noget galt. Ikke noget galt med Robert som sådan, men noget galt med den måde, vi har indrettet os på. Er det samfundet der har fejlet, ved ikke at gøre ham til en klient, der opfører sig forudsigeligt og bider på dets incitamentsstrukturer? Hvorfor gør han ikke som vi vil? Eller er det samfundet der har fejlet, ved at fokusere ensidigt enkeltfaglige discipliner som læsning og regning og glemme at der hører meget andet til et vellykket menneske- og samfundsliv? Forregner vi os, når vi tror at mennesker bliver mere rentable og konkurrencedygtige  af at blive behandlet og omtalt som soldater i konkurrencestatens hær?

På efterskolerne  kan vi godt udfordres på tallene og de simple regnestykker. Vores regnedrenge mod jeres regnedrenge.  Men det kunne være så uendelig meget mere interessant, om nogen ville udfordre os på det, vi også er sat i verden for – nemlig demokratisk dannelse, folkelig oplysning og livsoplysning. For måske er regnestykket ikke helt så fyldestgørende, som det er simpelt. Måske er efterskolen en meget bedre forretning for Danmark end de simple regnestykker viser, at det trods alt er – hvis man skal tro vores regnedrenge.   Et samfund er en kompleks størrelse , hvor alt ikke kan gøres op i simple regnestykker om overgangsrater, gennemførselstider og karaktergennemsnit  – det minder “Dovne Robert” os i særdeleshed om!