Kære elever, kære forældre, kære ansatte.
Velkommen til skoleåret 18/19
Et år, der vel kun kan blive helt fantastisk, med de D-vitaminreserver, vi alle render rundt med efter 339 soltimer i løbet af juli måned!
Min sommer har blandt andet bragt mig til Nordjylland.
Der mødte jeg Anders, som rejser rundt og spørger unge, om alle mennesker lige meget værd?
Sidst han gjorde det – fortalte han mig – mødte han en ret almindelig pige.
Hun syntes, det var et latterligt spørgsmål.
Han svarede, at det godt kunne være at spørgsmålet var latterligt.
Men at svaret: i form af hendes handlinger – af den måde hun møder andre – var betydningsfuldt.
Ikke latterligt.
Se jer godt omkring.
Her sidder 114 andre unge mennesker som er fuldstændig lige så meget værd som dig og som du skal tilbringe de næste 10 måneder sammen med. Og du skal gøre dig umage med at behandle dem som ligeværdige.
Du kan også vende det hele om. Kig på dig selv og lyt godt efter: du er nøjagtig lige så meget værd som hver og en af de andre, der sidder i dette lokale.
Måske syntes pigen fra før, at det er et latterligt spørgsmål- det med om alle er lige meget værd – fordi hun regner det for en selvfølgelighed. Hvem pokker ville påstå, at alle ikke er lige meget værd?
Jeg ville i hvert fald ikke.
Og det tror jeg heller ikke ret mange af jer ville.
Det kan vi prøve til en morgensamling.
Og alligevel kommer vi ofte til med vores handlinger at give udtryk for noget andet.
Selvom vi med vores ord og meninger påstår at alle er lige – udtrykker vi noget andet med vores handlinger.
Tænk lige efter engang. Hvornår er du sidst kommet til at behandle andre på en uligeværdig måde?
Det er ikke så længe siden, vel?
Jeg har et godt – og måske lidt banalt eksempel – som vi alle kender – og som fint illustrerer hvor svært ligeværdighed i praksis er. Et eksempel jeg tror, de fleste af os kan nikke genkendende til. Det er ikke så forfærdeligt dybt.
Det handler om tid. For hvis alle mennesker er lige meget værd, er alle menneskers tid vel også lige vigtig.?
Selvom jeg ved, at ingen mennesker er vigtigere end andre, sker det alligevel indimellem, at jeg åbenbart regner min tid for vigtigere end andres.
Jeg kommer for sent.
Andre må spilde deres tid og vente på mig.
Det er på en måde bare en lille ting.
Når vi kommer for sent.
Og alligevel er det så stærkt et udtryk for vores respekt- eller mangel på samme – for hinandens tid.
Og tid er liv. Livet består af tid og tiden er endelig.
for os alle.
Når vi prioriterer vores egen tid over andres.
Glemmer at holde øje med klokken.
Går lige lidt for sent til måltidet, samlingen, timen, mødet…
Lader andre vente.
Som om vores tid, var vigtigere end de andres.
Så er det som om vi siger, at andre faktisk ikke er lige meget værd.
Er alle lige meget værd?
Et latterligt spørgsmål?
Og dog så svært at praktisere.
Fordi vi skal gøre os så pokkers umage hele tiden.
I det store. Men også i det små.
Kære elever,
I er lige meget værd. I er ligeværdige. Vi er ligeværdige.
Den andens efterskoleophold er lige så vigtigt som dit. Dit er lige så vigtigt som de andres.
Derfor skal du se dig selv. På dine handlinger.
Hver dag.
Og spørge dig selv, hvad dine handlinger betyder for de andre.
For det fælles. For sidemanden. For den, der sidder i den anden ende af spisesalen og er helt forskellig fra dig.
Du skal ikke bare se på dig selv. Du skal kigge på de andre. Lære dem at kende.
Finde ud af, at de på samme tid er magen til dig. Og samtidig helt forskellige.
Og finde ud af, hvad der kan gøre deres efterskoleophold godt.
Din opgave er at behandle enhver med ligeværdighed og bidrage til, at den andens efterskoleophold bliver lige så godt som dit. Uanset hvem den anden er.
Og lære at turde sige til, når andre ikke behandler dit med ligeværdighed. Når deres handlinger er med til at ødelægge dit ophold.
Kan I huske talen jeg holdt til nye elevers dag? Den sidste års elever havde skrevet. Hvor de fortalte, hvad de havde været nervøse for. Og hvor de gav gode råd? Og videregav de hemmelige tricks.
Jeg har en tilståelse.
Der var en sætning, en elev havde givet. Som jeg ikke brugte.
En sætning.
Den har jeg gemt til i dag.
Under kategorien: En god detalje og måske lidt ukendt ting, de kan glæde sig til – var der nemlig en elev, der havde bemærket:
“Hvor let det er at bryde skolens regler”
Hvor let det er at bryde regler?
Ja, vor herre bevares – om jeg må være så fri.
Det er også nemt at:
Snyde i skat
Stjæle i vejboder
Eller pjække fra sit arbejde.
Det er også nemt at køre for stærkt.
Det er sådan set bare at trygge på speederen.
Og beslutte at andres liv, tid, penge, ting, lykke – you name it – er mindre værd end dig og det, der er dit.
Ja, måske skænker vi dem ikke engang en tanke. Vi er bare optaget af os selv og det, vi har gang i – ser kun det, der er vigtigt for os. Har kun blik for vores egen værdi. Det er i sandhed nemt nok.
Hvert år møder vi naturligvis elever, der bryder skolens regler.
Det er klart – det er jo nemt.
Det de i første omgang ikke ser – men som de ofte og forhåbentlig finder ud af hen ad vejen – det er, hvad det betyder for andres efterskoleophold.
At deres handlinger har kæmpe stor betydning for andre.
Når nogen bryder reglerne, er der fx altid andre, der får ondt i maven.
Fordi tilliden mellem mennesker betyder noget for dem.
Og tilliden mellem skolen og dens elever betyder noget for værdien deres efterskoleophold.
Jeg tror eleven, som har skrevet det – slet ikke har ment det som en opfordring til at bryde regler.
Jeg tror at hun eller han har opdaget netop den pointe og ville videreformidle den. Fik det måske bare ikke lige færdiggjort ræsonnementet.
Fortælle at det er nemt at bryde skolens regler. Men at selve dannelsen består i at forstå betydningen for de andre og for fællesskabet. At få øje på det. At tage ansvaret på sig.
Den slags mennesker, vi gerne vil danne jer til at være er ikke mennesker, der lader være med at bryde regler fordi det er svært. Eller for det har konsekvenser for dem selv.
Jeg lader ikke være med at røve en bank, fordi det er for vanskeligt at fremskaffe et oversavet jagtgevær, eller fordi der er risiko for at komme i fængsel.
Ligesom jeg håber, det er med de fleste af jer – så afholde jeg mig fra at røver banker, fordi jeg ikke kunne finde på at røve en bank. Fordi det ikke er foreneligt med mit grundlæggende syn på, hvordan vi mennesker bør opføre os overfor hinanden. Fordi vores samfund ikke hænger sammen, hvis vi alle går rundt og røver banker. Det vil vi simpelthen ikke byde andre.
Jeg ved godt, det er et meget ekstremt eksempel.
En OE-lærer udtrykker det meget mere håndgribeligt og efterskolemært:
Her har vi elever for hvem det ikke giver mening at tage to stykker kage
– fordi de ved at der er andre, der også skal have.
Og de elever
– det er altså nu jer!
Vi tror dybt og inderligt på, at I er kommet her for at bidrage til det fælles bedste. At I vil respektere de fælles rammer, regler og rutiner, som hører skolen til og som skal være med til at sikre det ligeværdige mellem jer – sikre at alle får et godt og udbytterigt skoleår.
Og ikke alende tror vi på det.
Vi forventer det af jer.
Og vi hjælper jeg med det, hvis I har brug for at øve jer.
Kære elever.
Det her bliver vildt fedt! Sammen skal vi have så mange oplevelser, så det næsten ikke er til at forstå. Der er masser at glæde sig til. Hverdag og fest. Emneuger og turné. Festival. Højdepunkterne stå på rad og række og venter på os. Musikken er klar til at forføre os.
Men her kommer lige en
Væsentlig forbrugerinformation.
Fordi et efterskoleophold ikke kun er er festmusik med discolys, dans og latter.
Der dukker indimellem også en trist melodi op på playlisten.
Husk nu
– at det er helt okay,
at det ikke er lykken hele tiden.
At det ikke er lutter glæde og begejstring fra dag et!
Et efterskoleår byder på både op- og nedture.
Der er leverpostejsdage.
Det kan tage tid,
at blive tryg ved efterskolelivet
og føle sig som en del af fællesskabet.
Det er måske endda
fordi det også er svær,
at det ender med at være så godt
og lærerigt.
Lad vær med at gå rundt og tro,
at du er den eneste,
der ikke synes det bare er let.
Kom til os
– vi er her for at tale med jer og hjælpe.
Vi har stor erfaring med netop det
– og det er det
vi er her for!
Det er helt naturligt at have hjemve
– også når, der er gået nogle uger.
For nogen er hjemveen endda noget,
de lærer at leve med.
Brug os.
Vi er her for at hjælpe jer med det,
der er svært.
I vil opleve
at mange bekymringer og sorger
bliver meget mindre af at blive delt.
Og så må I unge godt lukke ørerne – her er noget
direkte til jer forældre.
Når det måske er jeres søn eller datter,
der ringer og siger:
Det er ikke lige mig at gå på efterskole.
Så lad nu være med at starte bilen.
Spørg i stedet:
har du snakket med din kontaktlærer
eller en af de voksne om det?
Insister på
at det skal gøres.
Er det helt umuligt at få dem til at gøre det selv,
må I også altid give os et praj.
Det er
når vi som skole og forældre samarbejder,
at vi kan bedst kan få de unge mennesker til at vokse.
Og husk nu,
at mens det måske er første gang
I oplever fx hjemvé i jeres famile
– ja så er det noget,
vi møder hvert eneste år
og vi ved derfor en masse om,
hvordan det kan håndteres
og frem for alt ved vi,
at det kan håndteres
og at man godt kan få et fremragende efterskoleår,
selvom man har rigtig meget hjemve.
Eller andre udfordringer.
I har med garanti mange forventninger om den udvikling,
jeres unge mennesker skal igennem.
Hold nu fast i de forventninger!
Også selvom de ikke alle indfries den første måned
eller noget virker svært.
Efterskole er ikke en mirakelkur
– det er hård arbejde og vedholdenhed.
De ting,
der var svært før,
vil sikkert også dukke op her.
Så arbejder vi med det.
Vi knokler.
Sammen med eleven.
Og skaber på den måde udvikling.
Og så er der lige det med kommunikationen.
Imens vi,
der har rundet 40
og er opvokset med fastnettelefonen,
i høj grad stadig opfatter digital kommunikation som fjern
– eller i hvert fald fjernere
end den kommunikation der foregår,
når man er i fysisk rum sammen,
Ja, så opleves kommunikationen på mobilen for vores unge mennesker
i højere grad som værende lige så nærværende
som den der foregår i det fysiske rum.
Så når mor sender en sms kl. 16:32 tirsdag eftermiddag
føles det
som om hun står lige ved siden af og prikker på skulderen
– hvorefter det føles helt forkert
ikke omgående at slippe det man var i gang
og svare mor.
Se det,
Det var en klar opfordring til at kommunikere på jeres søns eller datters præmisser.
Intet nyt er godt nyt
– så lad være med at trænge jer på.
Slip,
giv plads
og kommuniker med den unge,
når han eller hun selv melder sig.
Fortæl jeres ægtefælle,
kolleger
eller hunden,
hvor meget I savner jeres teenager
– jeres søn eller datter har ikke brug for at vide det
og da slet ikke
hvor tomt huset føles
eller hvor mange kleenex I brugte i bilen på vejen hjem.
– alt hvad de behøver at vide er,
at I glæder jer til at se dem i weekenden
– og dette meddeler I i øvrigt først,
når de selv har meldt deres ankomst.
Samtidig med alle disse formaninger
om at give de unge tid og plads
til selv at være på efterskole,
skal I vide:
at vi ser frem til at se jer til en række forældrearrangementer i løbet af året
– på denne måde er I mere end velkomne,
til at tage del i efterskolelivet.
Vi sætter pris på et godt
og nært
forældresamarbejde.
Der bliver også rig mulighed for at komme forbi og høre koncerter
– med såvel elever
som eksterne kunstnere.
I får programmet for de eksterne koncerterne med hjem – og husk nu at forældre og søskende har gratis adgang.
Og husk nu at spørge, hvis der er noget, I undrer jer over.
Kære elever.
I Beligien finder man seks trappistklostre. Her brygges der øl af klosterets munke. Øllene er kendt for – udover at være overgærdede – at holde en høj alkoholprocent.
Trappistmunkene har en helt fantastisk definition på næstekærlighed. I følge dissse ølbryggende munke er næstekærlighed det, at give eller gøre lidt mere, end det man behøver. At give eller gøre lidt mere, end det man behøver. End det, der er nødvendigt.
Derfor siges det også, at trappistøllene indeholder en endog højere alkoholprocent, end den, der er blevet angivet på etiketten. De giver lige lidt mere, end de havde behøvet. End der var nødvendigt. En folk har forventet.
Lad os bruge disse ølbryggende munke som forbilleder for vores fælles efterskoleår. Så vi ved skolerets afslutning – og tror mig, det kommer før I venter det – det tager et splitsekund – så sidder vi har igen – så vi ved skoleårets afslutning kan kigge på hinanden og sige:
Vi gjorde mere, end der var nødvendigt. Vi gav meget mere af os selv, end vi havde behøvet. Vi var hinandens lykkes smede. Vi fik øje på hinanden. Gjorde alt hvad vi kunne, for at behandle hinanden som ligeværdige. Vi gav hinanden det mest fantastiske fælles efterskoleophold.
Da I var har sidst sagde jeg ret ordret:
Når vi mødes igen d. 12. august – så er OE jeres skole.
Her laver vi ikke skole for eleverne, men derimod med eleverne.
Og vi glæder os meget til at lave skole med jer.
Nu er det d. 12. august.
I sidder her.
OE er jeres skole.
Fra dette øjeblik er det jer vi laver skole sammen med.
Tilbage er der blot at tilføje:
musikere der øver sig,
bliver bedre
end musikere, der ikke øver sig.
Endnu engang et varmt og forventningsfuldt velkommen til skoleåret 18/19.
Rig på D-vitaminer.
Ligeværdigt og fuld af kærlighed
Og meget andet
– og mere end etiketten lover.